En film om kærlighed, jalousi og alderdom.

Det aldrende ægtepar Kate (Charlotte Rampling) og Geoff (Tom Courtenay) har været gift i næsten 45 år, og det skal selvfølgelig fejres. En uge inden festen skal løbe af stablen modtager Geoff dog et brev, hvori der står, at hans første kærlighed er fundet død i de schweiziske alper. Det burde ikke har den store effekt efter alle disse år, men alligevel bliver han slået ud af nyheden, og det efterlader dem begge med spørgsmål om, hvor meget de egentlig har at fejre.

Visuel poesi.
På trods det engelske grå og regnfulde vejr er filmen visuelt meget smukt. Naturens stille grå afspejler Kates indre, og bliver langsomt mere og mere stormende efterhånden som jalousien overtager hendes tanker. For er det overhovedet muligt at være jaloux på en afdød? En afdød, som aldrig har været tilstede i deres forhold, eller har hun?

Svaret må blive et ja, for selvom denne afdøde ikke har været fysisk tilstede, så har mindet om hende været en del af alle beslutninger, der er blevet taget i løbet af deres 45 år. Den afdøde kvinde kommer nemlig til at udgøre fundamentet af et ægteskab som ikke ville være til, hvis ikke hun var død.

Og det er sådanne tanker vores hovedperson kæmper med under et stille ydre som næsten ikke krakelerer.

Skuespil i særklasse.
De mange filosofiske spørgsmål skaber indholdet i historien, men det er skuespillet, der giver dybden. Rampling og Courtenay er så yderst velspillende, at det helt tager pusten fra en, og jeg måtte som tilskuer flere gange tørre bortløbne tårer væk fra kinderne. Der er så meget, der forbliver usagt, og det er gennem deres subtile mimik, at vi selv danner forståelsen af deres forhold.

For ud over det fremragende skuespil var filmen meget stille, men gemte hele tiden på et indre eller begyndende uvejr, som kunne ramme når som helst. Og det rammer også i den grad – men på en meget rolig og reel måde. Selvom der ikke bliver råbt og skreget er skænderierne og følelserne så virkelige og rå, at man sidder helt åndeløst tilbage med ondt i hjertet og våde øjne.

Det er en femstjerners film. Det visuelle er en fryd i sig selv, fordi det lykkes filmskaberne af få noget smukt ud af konstant regnvejr og tåge. Historien er måske enkel, men i sin enkelhed lader den, det fremragende skuespille træde i front, og det er netop skuespillet, der gør denne film værd at se for alle, også selvom man ikke har været gift i 45 år.