En usammenhængende Bourne
I actionfilmen American Assassin, har vi at gøre med en film, der er baseret på en romanserie om agenten Mitch Rapp, her spillet af Dylan O’Brien. Hvis du synes den sætning lyder bekendt, så er det fordi, der efterhånden findes en film, der er inspireret af lignende bøger. Spørgsmålet her er dog, om vi har at gøre med en ny Bourne Identity, eller en ny forglemmelig Jack Ryan-film i stedet.
Rapp lægger ikke ud med at være topagent, men er blot en helt almindelig mand, der er på ferie med sin forlovede, da de pludseligt bliver ramt af et terrorangreb. Med et er al mening i hans liv forsvundet, i stedet erstattet med et had for terroristerne, der stod bag.
Egenhændigt træner han, og han bliver så god, at CIA begynder at få øjnene op for ham, og rekrutterer ham til en hemmelig eliteenhed anført, af den brutale Hurley (Michael Keaton), som har til opgave at opspore stjålet plutonium, inden det kan blive gjort til en atombombe.
Latterligt fra start til slut.
I alle actionfilm bliver man i nogen grad nødt til at ignorere elementer, der ikke giver mening. Her er det dog noget, man skal gøre hele tiden. Der er ikke meget, som giver mening i filmen, og man stiller hele tiden sig selv spørgsmål i stedet for bare at se filmen. Hvorfor er Rapp bedre end eliteagenter, selvom han kun har trænet i 18 måneder? Hvordan kan det være, at ingen følger ordrer overhovedet i denne film, og at det altid viser sig at være det rigtige, og hvorfor hedder filmen egentligt American Assassin, når der ikke er nogen snigmorder med i filmen?
Dylan O’Brien har ikke nogen bredde som skuespiller, og Michael Keaton er tvunget til at spille en meget dårligt skrevet mentor, der ikke lærer Rapp noget. Faktisk, så er der slet ikke nogen karakterudvikling hos hovedpersonen, hvilket er et af de mest elementære punkter ved at skrive et manuskript.
Hvis blot actionsekvenserne i det mindste gode. De er dog enten optaget med et overdrevent rystende kamera, der gør det umuligt at se, hvad der foregår, eller også giver de ingen fysisk mening.
Jeg ønsker dem bedre held næste gang, og så må man håbe, at dette blot er en kortvarig afvigelse fra Keatons ellers fornemme comeback gennem de senere år.
