Mel Gibson er karismatisk, det er resten af filmen bare ikke

Mel Gibson spiller i Blood Father en bitter og indelukket ekskriminel og ædru alkoholiker. Sammen med hans sponsor lever han i et lille trailerpark samfund, hvor der kort sagt ingen ting sker. Her er der fuldt af skæve eksistenser og støvet lægger sig som et konstant tæppe på alt hvad der står stille – inklusiv tiden. Det er efterhånden mange år siden, at hans datter Lydia er forsvundet, og Gibson har så småt opgivet håbet om at knytte bånd med hende igen. Derfor slår det også benene væk under ham, da hun en aften ringer og beder om hjælp. Det bliver starten på en indviklet og farlig færd ud i blodets bånd og kampen for at genvinde forholdet til sin datter.

Uskarp fortælling.
Overraskende nok, så spiller Mel Gibson faktisk rigtig godt, til trods for al den modvind han har oplevet i de senere år. Han passer perfekt ind i rollen som den grove, men kærlige bitre mand, og det er da også ham, der er det eneste gennemgående underholdende element i filmen. Bortset fra ham er der nemlig ikke meget at komme efter.

Filmen lider først og fremmest af, at fremstå temmelig glemsommelig. Selvom den af og til kommer med en politiskladet kommentar om immigration, hvide privilegier eller det amerikanske retssystem, så er historien en stor kliché. Det bliver ellers skjult meget godt i starten, da historiens momentum bliver holdt oppe af faren og datterens flugt, men hver eneste gang tempoet falder bliver man bare mindet om, at man har set det hele før.

Derfor får filmen også kun tre stjerner. En flad film, men med få sjove indslag og samfundskritiske kommentarer.