CPH PIX: Brylluppet

Kategori Biografen, CPH PIX af - oktober 11, 2017
CPH PIX: Brylluppet

Velspillet, velkendt drama

Zahira er en ung og smuk kvinde med en kærlig familie, en god veninde og en sød kæreste. Det lyder som beskrivelsen på de fleste unge kvinders liv i Vesten. Men for Zahira er det ikke nemt, at leve som en ung vestlig kvinde – hun har nemlig pakistanske rødder, og lever et splittet liv mellem tradition, religion og ære på den ene side og friheden til selv at vælge sit liv på den anden.

Det er ikke lette valg Zahira skal tage, og slet ikke når hun ovenikøbet er gravid. Heldigvis har hun en støttende og kærlig bror, som ligesom hende selv er splittet mellem kærligheden til sin søster og friheden, og de tungtvejende og alt overskyggende traditioner familien dyrker. Zahira kæmper hele filmen imellem friheden og samværet med sin familie, som hun elsker højt. Det bliver en hård og svær kamp, som langsomt udvikler sig til en ganske tragisk historie.

Bundet af traditioner
”Brylluppet” er en klassisk film om splittelsen mellem to verdener. På den ene side de pakistanske værdier – som familien har tolket dem – og de franske vestlige som Zahira tolker dem. Herimellem finder vi religion, kærlighed, frihed og glæde, men også stor sorg og håbløshed. For hvor store valg kan man som ungt menneske træffe – uden sine forældres støtte og vejledning?

Filmen her er på mange måder en god skildring af de store problematikker og udfordringer, man kan opleve som ungt menneske mellem to kulturer. Kærligheden til familien og fællesskabet skildres utrolig fint, men samtidig også de kvælende regler og traditioner, som man uden noget valg inddrages i og underlægges.

Men er dette ikke en historie, som vi har hørt før? Historien om den stærke frie fugl, som forsøges indfanget og fastspændt af familie, tradition og kultur? Selvfølgelig er det vigtigt, at give disse unge mennesker en stemme – men er denne film ikke i højere grad en tolkning af forholdene fortalt af en hvid belgisk mand?

Det er i alle tilfælde en vigtig film, men det eneste der virkelig gør den interessant – udover det sublime skuespil – er Zahiras bror, som for alvor er splittet og til sidst må tage et endegyldigt valg. Jeg vil dermed også sige, at det for mig måske havde været mere interessant at følge broderen og hans splittelse, fordi det er en vinkel, som er ringe belyst, på et ellers veldiskuteret emne.

Dermed vil jeg afslutte denne anmeldelse med at give ”Brylluppet” fire stjerner. Det lykkedes med at skabe et miljø, hvor konflikten står klokkeklart, også selvom den ikke forførte mig 100 procent.

  • Release Date: 10/12/2017
Jeg har ikke umiddelbart en baggrund indenfor film, men har altid elsket at se film og leve mig ind i verdener, som ikke er mine egne. Især elsker jeg film, som skildrer skæve eksistenser, sort humor, dystre landskaber og politiske undertoner.
Kommentarer er lukket.