Deadpool er en vildt skør og fræk superheltefilm, også selvom den ikke tør gå planken helt ud.

Efter en længere officiel og uofficiel kampagne, fik vi endelig en hel film om den mest rapkæftede, irriterende, fjerde-væg-brydende og frække dreng i klassen, Deadpool. En udødelig lejemorder, der aldrig lukker munden lyder måske ikke som det bedste udgangspunkt for en superheltefilm, men utrolig nok, er humoren mere end vellykket nok til at overskygge nogle af de åbenlyse mangler.

Den største frygt som jeg havde inden jeg så filmen var om den var sjov. For et, er at være sjov som en rapkæftet og udødelig antihelt i en tegneserie, noget helt andet er om det fungerer på film. Sådanne endimensionelle karakterer er sjældent hverken sjove eller interessante, men det utrolige er, at oversættelsen lykkes – delvist.

Ucensureret, men ikke hæmningsløs.
For Deadpool er faktisk en meget sjov film. Alt står for skud, intet er helligt og Ryan Reynolds er heller ikke bange for at gøre grin med sig selv. Karakterens ustoppelige sarkasme er også befriende ucensureret, og gennem denne frigørelse opstår der nogen af de mest makabre og tidligere utænkelige scener i en superheltefilm, der spæner alt lige fra kreativ vold, til en lummer omfavnelse af en enhjørning.

Desværre er filmen slet ikke så gakket som man kunne havet gået og håbet. For i forbindelse med, at man har forsøgt og tilføre noget mere dybde til karakteren, bliver det på bekostning af den galskab, man forbinder med Deadpool. Fortællingen er ikke andet end en generisk hævnhistorie, og hele det romantiske sideplot kunne være løst på fem minutter, men så ville der ikke være nogen film.

For det er en virkelig svær balancegang at gøre en mundrap, ublufærdig lejesoldat dyb, uden også at miste noget af det, der gør ham unik. Det lykkes overordnet, men de kommer ikke helskindet igennem.

Deadpool er en rigtig drengerøvsfilm. Der er ikke mange hæmninger at finde hos titelkarakteren, og humoren faldt helt klart i god jord hos mig. Fordi intet er blevet censureret bliver man udsat for en lang række scener, som de fleste nok ikke havde forventet, og det er mere end nok til at skille sig ud fra havet af generiske tegneseriefilm, også selvom historien allerede er glemt.