Dejan Cukic stjæler fuldstændigt rampelyset

I Fantasten følger vi Claus (Dejan Cukic). Om dagen er han en succesfuld bilsælger med en frembrusende, men charmerende personlighed, der lever det søde liv fuld ud uden noget egentligt ansvar. Bag dette ydre er dog en mand, som er lidt for glad for at gamble og som langsomt bliver mere og mere opslugt af hans ludomaniske tendenser. Hele Claus’ tilværelse balancerer på en knivsæg af selvindbildning, så da hans voksne søn pludselig banker på døren, så tvinger det ham til at tage hans liv op til efterretning.

Lige til Bodilprisen
Det kan godt være, at hovedkarakteren er en overfladisk pralhals, men der er intet falskt over Dejan Cukics portræt af en ludoman, der hele tiden leder efter det næste store kick. Sjældent har jeg set en så autentisk præstation i en dansk film. Ikke en eneste fod bliver sat forkert, og Cukic er på alle måder filmens helt store højdepunkt. At skuespillet er så godt, viser sig dog at være en nødvendighed, for ordet “fantast”, bliver på alle måder ført ud i livet. Det vil sige, at det ikke bare er Claus, der lider af en vrangforestilling af virkeligheden, men at hele filmen bliver fortalt fra hans perspektiv.

Det sker først og fremmest ved, at næsten alle optagelser er close-ups af hans ansigt, men også musikken, der giver os et indblik i hans psyke. På samme måde, er der næsten heller ikke nogen etableringsbilleder af de steder historien udspiller sig i, så det føles som en meget lille og klaustrofobisk verden.

Positivt er det også, at Claus’ jagt efter adrenalinrusen ikke på noget tidspunkt bliver glorificeret. Det er ellers ofte på film, at den kriminelle underverden bliver beundret, men sådan er det ikke her – tværtimod. Tydeligst er det i den store ”festscene”. For jeg har aldrig set en så sørgelig fest som denne set udefra, men hvor deltagerne samtidig synes det er hele meningen med livet.

Desværre er der en række fodfejl, der forhindrer filmen i at blive lige så fantastisk som hovedkarakteren. For bortset fra Dejan Cukic, der fortjener en Bodil eller Robert, så er det en rimeligt rodet oplevelse, der dog viser gode takter undervejs.

Taber pusten
Et godt eksempel på det uforløste potentiale kan høres i musikken. Der er reelt ét gennemgående stykke musik i filmen. Stykket er et virkelig smukt tema, og kunne næsten have været komponeret af Phillip Glass. Problemet er bare, at det er det eneste underlægningsmusik i hele filmen, og det bliver virkelig trættende meget hurtigt. Der er en variation i brugen, men det er en meget åbenlys måde at demonstrere, hvornår Claus i glimt er til stede i virkeligheden.

Grunden til, at jeg har brugt så unaturlig meget spalteplads på at skrive om musikken skyldes, at det meget godt indkapsler, hvor filmen fejler. De enkelte ingredienser er ganske veludførte, men i stedet for at bruge dem dynamisk, så bliver det meget klare budskab genfortalt og repeteret indtil der er gået 90 minutter. Det lyder måske lidt hårdt, men det skal mere end noget andet forstås som en ærgrelse.

Fantasten er med andre ord en dybt frustrerende film at se. Den har fremragende skuespil, en god lydside og dramatiske sekvenser, men den bevidst sløsede historie underminerer filmen, der sagtens kunne have været det danske modstykke til årets bedste film fra Sverige (The Square) og Norge (Thelma).