En visuelt overvældende film, der virkelig har brug for en god historie

Jeg er ikke bange for at erklære, at jeg er et rigtigt stereotypt barn af Harry Potter-serien. Da jeg voksede op gav bogserien mig lyst til at gøre noget så mærkværdigt som at læse for min egen skyld, og da filmene sidenhen udkom på det store lærred, kunne jeg ikke vente med at få dem set. Derfor var jeg da også spændt på at rejse tilbage til det magiske univers og udforske en anden tidsperiode og verdensdel.

For historien foregår i USA i 1920’erne. Her møder vi den selverklærede ”magi-zoolog”, Newt Scamander (Eddie Redmayne), der er rejst hele vejen fra England, med sin kuffert fuld af dyr, for at finde og beskytte helt særlige magiske væsner. Han skal dog ikke bruge meget lang tid på at komme helt galt afsted. Spillereglerne er nemlig helt anderledes end hjemme i Europa, for her bliver hekse og troldmænd forfulgt af ikke-magikere, og lever derfor i skjul. Så da nogle af Newts skabninger, efter et uheld slippe ud af hans kuffert, skaber det ikke bare problemer for ham selv, men i særdeleshed for lokalbefolkningen. Derfor må han nu finde dem alle igen, alt imens mørke kræfter lurer i baggrunden.

En fantastisk verden
Selvom vi befinder os 70-80 år før de originale Harry Potter-bøger, så er det stadig en utrolig vidunderlig verden at rejse tilbage til. Det unikke magiske samfund, alle de uvirkelige muligheder magien tilvejebringer og selvfølgelig det hav af selv-referende henvisninger rettet mod vaskeægte fans, gør det til en fornøjelse bare at være på opdagelsesrejse sammen med Newt og hans slæng. Det mest fantastiske er imidlertid, og meget passende, skabningerne. Alt lige fra designet, henover deres adfærd og personlighed gør, at de stjæler al opmærksomhed, når de dukker op på lærred. Jeg håber derfor næsten, at man kunne have brugt langt mere tid i selskab med dem, netop fordi de er så overnaturligt gådefulde. Desværre er der hele tiden en historie, der presser på.

Bagvendte amerikanere
Fortællingen om Harry Potter blev så populær, fordi den ikke bare havde en eventyrlig verden, men også en god historie om at blive voksen og finde sig selv. Derfor kommer det faktisk som lidt af overraskelse, at plottet i filmen er så ufokuseret.

Vi springer rundt fra sideplot til sideplot uden, at de i sidste ende har nogen egentlig overordnet betydning, alle amerikanerne rangerer fra ikke alt for begavet til ualmindeligt usympatiske og decideret onde. Som prikken over i’et, så slutter filmen endda med en bogstavelig ”Deus Ex Machina”, fordi historien er endt i et hul som den ikke kan skrive sig ud af.

Det er virkelig en gåde, hvordan J.K. Rowling, der har stået bag både bøgerne og manuskriptet til filmen, er endt med at have skrevet noget, der både er skræmmende og barnligt, men også både uafsluttet og afrundet.

Redmayne er trumfkortet
Afslutningen på denne film giver mig i hvert fald ikke særlig megen håb for serien, hvis ikke det var fordi den trods alt har et trumfkort i form af Eddie Redmayne som Newt Scamander. Newt bliver spillet med en sådan empatisk skrøbelighed, at det også skinner igennem i hele hans mærkværdige næsten Buster Keaton-lignende kropsprog. Han er hjertet i denne film, og havde det ikke været for ham, så var det ganske enkelt endt som en meget overfladisk visuel affære.

Fantastiske skabninger og hvor de findes, er ikke ligefrem det nye kapitel i Harry Potter-universet, jeg havde gået og håbet på. Historien er alt for kluntet fortalt, og der er intet i den, der får det til at fremstå som en fortælling, der har brug fire yderligere film for at folde sig helt ud. Universet og skabningerne er dog unægteligt magiske, og med Redmayne som ens følgesvend, bliver det i det mindste til en fornøjelige lille opdagelsesrejse.