Florence

Kategori Biografen af - august 25, 2016
Florence

En kompetent, men ufarlige fortælling om verdens dårligste sangerinde.

3stars

Florence er noget så besynderligt som den sande historie om måske verdens dårligste sangerinde. Det mest utrolige er dog ikke, at hun intet sangtalent havde, men at hun til trods for det fik lov til at indspille og udgive sine sange, og sidenhen optræde i Carnegie Hall. Det virker simpelthen for godt til at være sandt, men det er det ikke. Der har dog været en menneske bag den tonedøve stemme, og det er hvad Stephen Frears forsøger at komme lidt nærmere.

En vingeskudt musiker.
Meryl Streep spiller titelkarakteren Florence Foster Jenkins, der fra første scene er en trist skikkelse at bevidne. En tidligere pianist, der har været nødsaget til at stoppe karriere, og som nu tilbringer det meste af sin tid, grundet hendes enorme formue, med at dagdrømme og forsøge hendes mand, St. Clair (Hugh Grant). St. Clair spiller nemlig også en dobbelt rolle som hendes manager, hvis eneste opgave er at skåne hende fra omverdenen. Når han dog ikke forsøger at undgå sin kone, så tilbringer han tiden sammen med sin elskerinde. Det er altså ikke et lykkeligt ægteskab i mere end en forstand.

Samspillet mellem de to fungerer dog fornem. Det er helt klart filmens største force, da man langsomt begynder at forstå, hvorfor de egentlig er gift, i modsætning til pengene, der først bliver lagt til grund. Udover deres fornemme lille kammerspil, så bliver det dog hurtigt tydeligt, at filmen lider af store fundamentale fortælleproblemer.

En guidet tur.
Filmen vil så gerne holde os i hånden og guide os gennem historie, men det efterlader ikke særlig meget til fantasi. Alt bliver forklaret og, hvis der er nogen, som er verdensmester i at overspille så må det være Meryl Streep. Man er aldrig i tvivl om, hvad der går igennem hovedet på Florence Foster Jenkins, og det er til tider både en god og en dårlig ting.

Der er dog enkelte momenter i filmen, hvor den tør tage en chance og lade situationerne stå i det uvisse. Eksempelvis får vi aldrig direkte fortalt, hvordan Florence har fået skadet sin venstre hånd, er bange for knive, eller hvad det er hun har i sin taske, som hun altid render rundt med. Man får det ganske vidst at se i løbet af filmen, men det bliver aldrig fodret til publikum, og det står i skærende kontrast til filmens ellers meget omklamrende fortællestil.

Florence er en ganske udmærket film. Der er ikke en finger at sætte på den filmiske håndværk, og både Meryl Streep og Hugh Grant er gode i deres respektive roller. Jeg kan dog ikke undgå og sidde med følelsen af, at intet er særligt ekstraordinært i filmen heller. Det hjælper ikke, at der allerede tidligere i år udkom en film, Marguerite, med den samme historie, der turde tage nogle flere chancer og udfordre ens forventninger.

Meryl Streep bliver nok endnu engang nomineret til en Oscar for sin præstation her, men filmen som helhed er dog ikke særlig mindeværdig, til trods for den absurde historie.

  • Release Date: 8/25/2016
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.