Holiday

Kategori Biografen skrevet af - oktober 11, 2018
Holiday

Debutinstruktør imponerer med ny rå dansk film

Med ’Holiday’ har Isabella Eklöf i sin instruktørdebut skabt en grusom, ubehagelig og kunstnerisk film, som på samme tid både distancerer og inddrager tilskueren i et tragisk drama, hvor man langsomt ser en ung kvinde blive mere og mere opslugt af en livsstil, hvor vold og luksus går hånd i hånd.

I filmen ser vi Victoria Carmen Sonnes karakter, Sascha, ankomme til den tyrkiske kystby Bodrum for at mødes med sin kæreste/elsker, Michael (Lai Yde), som både er rig og kriminel – faktisk en form for gangsterboss. De bor i et luksuriøst hus med Michaels familie og venner, hvor alle mændene er en del af Michael kriminelle ring, og alle kvinderne blander sig uden om og ’støtter deres mænd’. Sascha indser hurtigt, at livet i sus og dus hos de kriminelle medfører ligeså mange fede fester som hårde lussinger og efterhånden bliver hun fanget i en situation, hvor det ikke er muligt at sige nej til et seksuelt overgreb, for det hører med i ’pakken’. En dag møder hun hollandske Thomas (Thijs Römer), som står for det helt modsatte, end resten af hendes kriminelle omgangskreds. Thomas vækker Saschas interesse, men kan hun løsrive sig fra den luksuriøse, men voldelige, levestil?

Både dragende og distancerende
De tekniske sider af filmen er imponerende, og på en måde formår Eklöf at få det tyrkiske ferieparadis til at fremstå mere som et fængsel end et frirum. ’Holiday’ er filmet på en interessant måde, hvor kameraet, i lange takes, hviler på karaktererne og nøgternt fremlægger de (til tider chokerende) scenarier, der hænder. Dette giver tilskueren en dragende voyeur-agtig følelse, men samtidig formår det dog også at give en følelsesmæssig distance til nogle af de ting, der udspiller sig på lærredet (med undtagelse af en ekstremt ubehagelig voldtægtsscene, som er filmisk imponerende, men efterlader tilskueren med en følelse af væmmelse).

Samtidig giver kameraføringen og klipningen filmen et realistisk præg, men desværre er dialogen i ’Holiday’ enkelte steder lidt for stiv i det til virkelig at lægge det realistiske lag over fortællingen, som filmen ellers forsøger. Victoria Carmen Sonne spiller fantastisk i rollen som Sascha, og man får en god psykologisk dybde og udvikling i hendes karakter – dog virker hendes udvikling til slut måske en anelse forceret, og noget pludselig.

Filmen formår både at fastholde et højt kunstnerisk niveau, samtidig med at den er dragende og medrivende. Den nøgterne fremlæggelse af scenerne gør dog, at man ikke bliver fuldstændig følelsesmæssigt investeret i filmen, så man får som tilskuer en vis distance til handlingen. Det ændrer dog ikke på at ’Holiday’ er en spændende og interessant ny film, som fortjener at blive set, samtidig med at man spændt kan vente på Isabella Eklöfs næste projekt.

Efterlad en kommentar her