Interview med Arild Andresen

Kategori Eksklusivt, Interview skrevet af - januar 09, 2018
Interview med Arild Andresen

Vi har her på Kulturbunkeren fået lov til at møde Arild Andresen i forbindelse med den danske premiere på hans seneste film Hjertestart, der var nomineret til to og vandt en Amanda (Norges Oscaruddeling) sidste år.


Hans film hiver fat i det tabubelagte emne om opdragelse og kærligheden mellem forældre og børn set fra den voksne side. Derfor var det også det første jeg spurgte ind til, da jeg mødte ham, for hvor kom inspirationen til at vinkle en historie på denne unikke måder?:

– Vi er tre forfatter på filmen, Hilde Susan Jaegtnes, Jorge Camacho og så mig selv. Det var faktisk Camacho, der kom med idéen til mig, og mange andre så vidt jeg forstod. På det tidspunkt havde jeg lige lavet min forrige film Kompagni Orheim, som han havde set og godt kunne lide. Dette er omstændighederne omkring vores møde, men grunden til, at jeg var interesseret i historien var den problematiske historie om et far-søn forhold fra den voksnes perspektiv. Ikke barnet, som det ellers typisk er i denne type historie. Altså barnet, der må kæmpe imod utilstrækkelige forældre. Da han kom med sit pitch, så havde jeg selv fået barn i mellemtiden, og var interesseret i at nuancere fortællingen og problematikken omkring det at være forældre. Myten om forældreskabet, som værende det store forløsende øjeblik i dit liv og en form for kærlighed ved første blik, for det er ikke nødvendigvis altid sådan, og det, at man kan opleve det, kan udløse en eksistentiel krise, fordi forventninger fra ens omgivelser og ikke mindst en selv, er så stærke, at det kan udløse en depression, eller også kan der gå lang tid, hvor folk ikke vil acceptere deres nye rolle.

Det er et lidt tabubelagt emne, og vi spidser selvfølgelig historien lidt til ved at gøre det til en adoptionsfortælling, men det emotionelle i handlingen og subteksten ville have været lige så voldsom, som var det barnets biologiske forældre.

[Historien] handler om er en far, der underpræsterer og ikke investerer sig i at blive en del af familien, så da moderen – og dermed hjertet – falder fra, så står man med to individer, [faren og sønnen], som ikke er knyttet til hinanden – og så har man et ganske stort problem.

Gennem filmen følger vi faren Kjetil, der gentagende gange træffer en række uetiske valg omkring hans søn. Han bliver dog aldrig udstillet af filmen, og da jeg spørger ind til, hvor Arilds sympati lægger, så er han ikke bange for at tage sin hovedkarakter i forsvar:

– Som instruktør bliver jeg jo nødt til at sympatisere med [Kjetil]. Det ville være fuldstændig uinteressant at skrive historien som en udlevering af en karakter, der bare gør alt forkert, og sige: ”Din lille dumme mand, Nu må du tage dig sammen”. Det ville næppe blive til en interessant film. Men det har også været en konstant udfordring i arbejdet, at Kjetil gør mange åbenlyse dårlige valg, og valg, som jeg selv er helt uenig med ham i, hvor jeg tænker: ”Hvad laver du mand!”.

Men jeg forsøger at skabe en karakter, som er åben over for publikum. Altså, at man kan forstå og investere i ham, selvom man er dybt uenig i hans konkrete handlinger, og midlertidige løsninger. Han er jo en mand, der er på flugt fra nærhed, risikable kærlighedsprojekter og sig selv. Samtidig, så håber jeg, at han kan være en tiltalende filmkarakter, fordi han er handlekraftig. Han reagerer på modstand ved hele tiden at prøve noget nyt og gå videre. Han er villig til at prøve alt.

Så ja, jeg sympatisere med hans situation. Det med at være bange for at skade nogen ved ens nærvær, men samtidig med at være forpint til at kunne håndtere nærvær med nogen er en forfærdelig situation at befinde sig i.

© 41Shadows

Kjetils søn, Daniel, bliver ikke overraskende spillet af den unge Kristoffer Bech, der i en alder af 7 år deltager i en del meget emotionelle scener. Som instruktør var tilgangen til Kristoffer dog ikke så anderledes fra de voksne skuespiller, for det hele handler om forberedelse:

– Det handler helt konkret om at investere sig meget i forberedelsen. Jeg foretrækker en ung person eller et barn, som ikke har lavet film før. Det er selvfølgelig en generalisering, men det er hvad jeg foretrækker. På den måde, at det faktisk er deres første erfaringer i branche. De skal lære at blive skuespillere. De skal lære det selvmodsigende ved, at du både skal repræsentere dine personlige følelser i karakteren, for ellers bliver det ikke godt, men du skal også kunne skelne mellem karakteren og dig selv. Sådan, at du kan efterlade karakteren, når du tager hjem bagefter. Det er særligt vigtigt, når man har med et lille barn at gøre, der kan have svært at adskille de to. Endnu mere i filmen her, hvor barnet skal udvise nogle meget negative og destruktive følelser.

[Kristoffer Bech] fandt vi, da han var seks, men han var syv, da vi optog filmen. Så det handlede først om, at han skulle føle sig tryg ved mig, min assistent Nina Lill Veste, som havde rigtig direkte kontakt med ham, og ikke mindst Kristoffer Joner, som han både skulle kunne være i eksplosive og krævende situationer med, men også være tryg ved ham.

Selvom det er en ærkenorsk produktion, så udspiller meget af handlingen sig i Colombia, og optagelserne udenfor de norske grænser har også vist sig at være meget lærerige for Andresen:

– Det var vældig spændende [at optage i Bogota]. Jeg måtte jo samarbejde med at kæmpe colombiansk hold. Det gik meget godt. De har en meget høj arbejdsmoral, og det var en vældig fin oplevelse. Det var dog lidt af en udfordring ikke at kunne tale direkte til folk, sådan verbalt, men det var meget lærerigt. Det var også min første store film i udlandet, med flere ugers optagelser i udlandet, men i bund og grund er så film, film. De har måske tre personer, hvor vi normalt [i Norge] ville have én, så der var mange mennesker, men måden man udfører arbejdet og logistikken er meget universel i filmbranchen.

© 41Shadows

Det har uden tvivl været en anderledes oplevelse for Arild Andresen at indspille hans tredje spillefilm, men da jeg spørger ind til, hvad fremtiden bringer, så er det ikke så meget et projekt som hans egen familie han tænker på:

– Nu har jeg jo selv børn, så selvom det har været en fantastisk og unik oplevelse, så er det nok bedst hvis den næste film ikke foregår så langt fra Norge [smiler]. Det ville være rart at kunne være lidt hjemme, det er en helt åbenlys ting. Mine sønner er seks og fire, og når man er væk, så kan det mærkes for både dem, men også mig og min kone. Det er ikke noget man skal gøre hvert år.

Som instruktør er jeg meget stor tilhænger af, at ”Anything goes”. Altså, det handler ikke så meget om mig og min metode, men mere om at tilpasse min erfaring og teknik til det, som der er brug for, så vi kan løse denne specifikke historie med disse specifikke mennesker. Jeg gør altid meget ud af castingprocessen, fordi jeg ved, at der ikke findes nogen instruktør i verden, som er dygtig nok til at rette op på et fejlcast. Hvis man vælger den forkerte skuespiller, så hænger man på dem hele vejen. Så jeg bruger rigtig meget tid på det, og frustrerer alle omkring mig, fordi jeg bruger rigtig mange grunder på at finde den rette. Eksempelvis så var Kristoffer Bech 6-7 gange inden vi valgte ham. Det handler om, at skabe så stor en tryghed som mulig, selvom man jo aldrig bliver det fuldt ud, så vi kan udrette noget sammen.

Da vores samtale var ved at nå til ende, så måtte jeg unægtelig spørge ind til, hvad han håber på, at publikum får ud af filmen:

– Jeg synes det er fedt, hvis folk kan blive bevæget, og det ønsker vi også, men det er ikke det vigtigste. Det, at blive følelsesmæssige berørt handler så meget mere om end selv. Man kan selvfølgelig gøre brug af ens ”bag-of-tricks”, men jeg synes det er vigtigere, hvis en film kan afstedkomme nogle tanker eller indtryk som man kan tage med sig videre bagefter.

Jeg håber, at [publikum] til trods for deres fordomme om hovedkarakteren kan forstå og sympatisere med ham. Jeg håber, at det kan blive følelsesmæssig afklaret, men også tager nogen spørgsmål og tanker med sig. Filmen har jo en forløsning og en afrunding, men den er ikke helt entydig i narrativet. Den bedste respons jeg har modtaget er fra folk, som har haft en stærk emotionel oplevelse, men som også har fået stof til eftertanke.

Så det er vel, hvad jeg håber på [smiler].

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her