Interview med Joachim Trier

Kategori Eksklusivt, Interview skrevet af - december 01, 2017
Interview med Joachim Trier

Vi her på Kulturbunkeren har i anledningen af premieren på Thelma været så heldige at få lov til at møde instruktøren bag, Joachim Trier, til en samtale omkring processen bag, den fantastiske unge skuespiller i hovedrollen, og om at lave skandinaviske film, der tør lidt mere.


Hvilket ønske havde du med filmen?

”Jeg havde et ønske om at lave en film, der var spontan og intuitiv. Netop derfor valgte jeg at lave de drømmeagtige rammer, som alle taler om som genrefilm. For mig var det mere en frihed og lave en film med ideer, der var visuelle, ligesom at sidde i operaen, hvor rummet begynder at bevæge sig, eller hvordan føles det, når man mister kontrollen over kroppen, og bliver fanget under vand. Meget fysisk konkrete situationer, som man kan føle på. Hellere det, end at lave noget som var for logisk. Det var mit mål og ønske.

Det var meget frigørende for mig at lave [filmen], fordi det er en ny type film for mig at lave. På en måde, fordi den har det her drømmeagtige, men også på en anden måde, så var det stadig en karakterfilm med et ungt menneske, som ønsker at blive fri.”

Der er jo en meget åben historie, som jeg læser som en coming-of-age fortælling, men den kan sagtens tolkes på andre måder, så hvis du skulle sætte et på ord på filmens tematik, hvad ville det så være?

”Jeg tror [filmen] meget handler om det vovestykke vi alle skal igennem for at blive autonome og turde være dem vi helst vil være. Det er jo en evig forhandling med virkeligheden omkring os. Det at finde det passionerede og det emotionelle rum i en verden, som hele tiden har lyst til at sætte rammer omkring ting. Både i relation til forældre, men også over sig selv. Man internalisere meget af denne skam, som det er Thelma oplever. Det er jo ikke en film, hvor hendes far står og råber af hende, at hun ikke må være forelsket i en pige, men hun har inde i sig en skam, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal acceptere sig selv. Den indre kamp er det, som jeg gerne vil have publikum ind i. Så skal vi også lave en historie om frigørelse på en eller anden måde, men det skal også bare være en spændende film, med suspense, mystik og kønhed. Det er meget banalt, men jeg havde sådan en lyst til at lave noget, som publikum kunne finde medrivende.

Så det var en lang proces med at finde på og skrive en historie, som havde nok logik til, at det ikke-logiske kunne få lov til at eksistere også.”

Hvad gjorde du så for at holde det hele så jordnært?

”[Filmen] er på en måde meget subjektiv. Den handler om at være meget tæt på [Thelma] som karakterer, så al den psykologiske logik i filmen skulle jo være troværdig, og det er også meget vigtigt med skuespillerne, at de har et perspektiv, hvor de får lov til at udfolde sig meget frit og menneskeliggøre situationerne. Så selvom nogle af situationerne bliver mere fantastiske, end virkelige, så skulle der alligevel være en troværdighed på bunden. Identifikation er meget vigtig for filmen.”

Eili Harboes, der spiller Thelma, leverer en fantastisk præstation her i filmen, men hvordan videregiver du som instruktør din vision til hende, særligt når der er så mange drømmesekvenser osv.?

”Det er jo manuskriptet hun læser, og så bruger vi en masse tid på at træne de konkrete fysiske hændelser. Hun lavede undervandstræning for at kunne være under vandet, hun lavede en masse af hendes egne stunts. Hun gjorde skilpeterapi, som er en form for pusteøvelsesyoga, hvor man kan udløse kramper, der får det til at lige epilepsi. Mange af sådan nogle ting. Så er der også at caste begavede skuespillere, for det er hende, der gør det ikke mig. Det er Eili Harboe, der er begavet. Hun forstod karakteren intuitivt, og så kunne jeg støtte hende i at prøve og fremstille det, men det er skuespillerne, der gør det.”

Så du vil ikke tage æren for det?

”Nej, jeg sætter konteksten for karakteren sammen med Eskil Vogt, som jeg skriver med, men i sidste instans er det Eili, der skal forvalte det, og så er det vores klipper, der sammen med mig, vælger de bedste bider. Så det er altid et stort samarbejde at lave en stor karakter.”

En af de ting, der virkelig slog mig ved filmen er, at den er så flot, og det er til trods for, at man ofte tænker på skandinaviske film som historier, der udspiller sig ude i et køkken. Så var der nogensinde et tidspunkt, hvor du overvejede, at lave filmen på engelsk, for at få flere penge?

”Der var nogen, som forslog det, for at lave den mere mainstream, men jeg synes noget af det, der er fedt er, at lave en skandinavisk film med den her type situationer, karakter, spænding og visualitet, og vise publikum, at det kan vi også lave. Men det er rigtigt, at det kostede rigtig mange penge, og det meste af pengene blev brugt på at skabe en visuel verden, der var meget specifikt. Men det er også noget fedt ved Norge, som er et meget natursmukt land. Vi er ude i naturen om vinteren og efteråret. Vi er ude i skoven, ved vandet. Jeg havde lyst til, at det skulle være en visuel rejse. En norsk virkelighed på en måde, og det ved jeg ikke, om jeg ville kunne af lavet det lige så godt et andet sted. Jeg kender jo Norge, så jeg ved på en måde, hvordan jeg skal angribe det.”

Når man laver en film om unge mennesker, der prøver at finde sig selv, og jeg som en ung person finder det virkelig autentisk, så må du enten være en virkelig gode menneskekender, eller have noget af dig selv i historien. Så er den inspireret af dit eget liv?

”Det er en blanding tror jeg. Man bruger jo af sig selv, og sin empati for at forstå en karakter og fylder sig selv ind i karakteren. Selvom jeg ikke er en ung kvinde, så kan jeg forstår, hvordan det føles at være bange for at miste kontrollen. Det er jo en tematik som man kan dele med sin karakter, selvom de er anderledes end en selv. Men så handler det også om, at man skal være en god observatør for at kunne være historiefortæller. Man skal være nysgerrig på andre mennesker, og det skal man ikke undervurdere. Det er jo en tendens i tiden, at man skal udlevere sig selv, og det er en del af det at lave kunst, men en del af det handler også netop om at kigge på andre, og prøve på at være en nøjagtig beskriver af det man ser. Jeg er ikke så optaget af, at forklare altid, men jeg er nysgerrig på overførsel. Undre sig over mennesker er altid interessant, og prøve at forstå. Vi er jo også et mysterium for os selv. Vi kender os selv, men vi er også et mysterium for os selv. Det er et godt sted at starte, når man skal fortælle om en karakter. Alle karakterer skal have en hemmelighed inde i sig selv, de må ikke være helt forklarlige, ellers bliver de papfigurer, fordi vi alle er ukendte over for os selv. Den rejse og den opdagelse er jo det livet handler om tit, og prøve at forstå.”

Der er noget som jeg altid spørger instruktører om, og det er et virkelig stort spørgsmål, men hvordan ville du beskrive din stil som instruktør, altså hvordan forklarer du din vision, så hele holdet er på bølgelængde?

”Det bliver ofte gennem individuelle samtaler. Hvis jeg taler med skuespillere, er det på en måde, hvis det er med min fotograf, er det på en anden måde. Men jeg tror, at jeg er optaget af, hvordan visualitet kan frembringe tematik. Hvordan kan man lave visuelle scener, der ikke kun handler om mennesker, der går og snakker, men som har en eller anden filmisk følelse af rummet og kameraet, samtidig med, at det i løbet af filmen bliver til en tematik, der ofte i mine film handler om identitet, minder og spørgsmål om meningen med livet. Du ved, store eksistentielle spørgsmål som jeg ikke forstår. Så jeg prøver at finde visuelle følelser, som kan skabe tanker. Det tror jeg er min stil.

Og min stil som instruktør, over for skuespillerne, er at finde ud af, hvordan de kan lide at arbejde, i stedet for at være dogmatisk prøver jeg at være fleksibel, så de føler sig set og støttet.”

Så du har ikke noget med, at scenerne skal optages 60 gange?

”Nej, selvom det også er individuelt. Men det handler ikke altid om at nå igennem en liste, men om at få den skuespiller til at gøre sit bedste, og så har folk brug for forskellig metodik for at gøre det.”

Der er nogle, som siger, at når man laver en film så laver man i virkeligheden tre – en før optagelserne, under optagelserne, og så i klipperummet. Så var der noget, som ændrede sig radikalt undervejs?

”Mens vi skrev, så opdagede vi, at vi ikke var i gang med en klassisk gyser med en masse drab og blod. Det var mere en psykologisk horror, og det var en vigtig drejning. Et radikalt øjeblik er da vi opdager hvem, der skal spille Thelma. Da Eili Harboe kommer ind i castingrummet, har vi været igennem hundrede unge skuespiller, og da vi møder hende er det meget radikalt, for hun er et unikt fund, og hun blev Thelma. Så er der den klassiske opdagelse af, at man klipper. Det man troede var vigtigt viser sig ikke at være det, og så opdager man noget nyt, og være åben over for den proces. Så du har helt ret – en film er en proces, hvordan udvikler sig, sammen med lyden og musikken også. Vi troede, at vi skulle have meget mere synthesizermusik, og så endte vi meget mere klassisk orkestret musik, der var mere old-school, romantisk, lidt mere større filmisk univers, selvom vi troede, at det skulle være et retro 80’er univers. Men det var blev lidt kliche, da vi var færdig med optagelserne. Så havde alle de her tv-serier brugt den musik, som jeg var vokset op med. Så tænkte jeg, at nu må vi finde noget nyt… Det var jo lige da Stranger Things kører, og det vidste vi selvfølgelig ikke, da vi optog. Tidsånden findes jo rundt om os hele tiden, og man skal ikke jagte tidsånden, man skal gøre det man selv har lyst til, ellers bliver man bare hægtet bagud. Man kommer altid for sent, hvis man prøver at ramme den.”

Er der så noget du er stolt af nu, hvor du står med filmen?

”Der er altid ting, som jeg ville ønske, at jeg havde gjort bedre. Sådan er det altid med de ting jeg har lavet. Men jeg er meget stolt af Eili, der kan være så ung, men enorm en begavelse. Hun er et fund, og jeg tror hun kommer til at blive en stjerne, som vi kommer til at se mere til. Det er godt sted at afslutte med Eili.”

Håber du så på at arbejde med hende i fremtiden?

”Helt sikkert. Hvis jeg kan finde den rigtige rolle til hende, så vil jeg gerne arbejde med hende igen.”

Har du så nogle fremtidige projekter i støbeskeen?

”Det ved jeg ikke. Jeg går og tænker på forskellige, men jeg har ikke bestemt mig. Jeg har været på turne i rigtig mange lande nu, med Thelma, og jeg afslutter i Danmark nu, så jeg skal hjem og skrive snart.”

Nu er filmen jo allerede blev udnævnt til Norges Oscarkandidat, så tror du, at den kan gå hele vejen?

”Det ved jeg ikke. Jeg har lige været i Los Angeles, i sidste uge, og vist den til mange film, men det er meget, meget sjældent at en genreagtig film bliver til noget. Men det har været rart at blive Norges Oscarkandidat, og så må vi se om det bliver til noget.”

Er der noget særligt du håber folk tager med sig, når de har set filmen?

”Jeg håber bare de synes den er gribende. At de er med på Thelmas rejse, men det er helt op til publikum. Jeg skal ikke sige, hvad de skal føle.”

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her