Interview med Kasper Kiertzner

Kategori Eksklusivt, Interview skrevet af - juni 15, 2018
Interview med Kasper Kiertzner

Kasper Kiertzner er lige for tiden aktuel med hans dokumentar Stor som en sol, og vi var her på Kulturbunkeren så heldige at få lov til at mødes med ham og få en samtale, der kom vidt omkring, helt fra idéen til at lavet et portræt af rockgruppen The Minds of 99, til blandingen mellem fiktion og dokumentariske optagelser, henover den tillid han langsomt fik opbygget hos bandet.


Hvordan kan det være, at du endte med at lave en dokumentar om ”The Minds of 99”?

Det gjorde jeg fordi, jeg for to år siden var jeg til et bryllup, som var hos en rigtig god ven. Da det var ved at blive ret sent, og de fleste var gået hjem, så dansede jeg rundt, ikke så meget med andre, men mest med mig selv. Så kom begyndte de at spille nummeret ”Ud af min krop”, som de har lavet. Jeg havde ikke rigtig hørt så meget til ”The Minds of 99”, men da nummeret kom på, blev jeg bare blæst bagover af en lykkefølelse, og var virkelig ramt af noget musik , som jeg aldrig har været ramt af før. Det var virkelig en følelse af lykke og frihed. Det var som om jeg så mig selv ude fra, stå og danse, og så begyndte jeg at tænke rigtig meget over mit liv – selvom jeg var ufattelig stiv. Og den følelse kunne jeg bare ikke slippe næste dag, hvor jeg begyndte at skrive en masse noter og tanker, og da jeg havde skrevet i en uges tid, så blev jeg simpelthen nødt til at konfrontere ham, der har lavet det her nummer.

Så fandt jeg Niels Brandt, som er forsangeren i ”The Minds of 99”, på Facebook, og sendte ham alt det jeg havde skrevet, og spurgte om han havde lyst til at drikke en øl, så jeg kunne forklare ham, hvad det var jeg havde oplevet, og hvad jeg mente med alle de her ord og tanker. Og så tilføjede jeg en lille note til sidst: ”og måske kunne vi lave noget film?”. Så skrev han tilbage, at det lød spændende og spurgte om jeg ikke hellere ville med til Aarhus, og så tog jeg med ugen efter, hvor jeg også så dem til deres koncert i Aarhus. Den energi og stemning, som jeg var blevet ramt under brylluppet, var den samme, som jeg så mellem dem internt, men også på scenen. Det gjorde bare, at jeg blev nødt til at dykke ned i det, og lave en film om dem, og med dem. Det er faktisk det, det startede.

Hvordan fik du så arrangeret optagelserne derfra?

Efter Aarhusturen, havde vi det meget godt sammen, og var på bølgelængde med hinanden. Efterfølgende mødtes Niels, Asger [Wissing] og mig, og talte i et par timer, hvor jeg bare fortalte et par meget specifikke tanker om filmen og om, at jeg ikke havde lyst til at lave en klassisk rockdokumentar, hvor bandmedlemmerne vælter rundt med kanyler, der bliver taget sygt meget kokain og man er helt ’rowdy’ hele tiden, hvor bandet hele tiden skændes. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget, der var meget stemningsbaseret. Vi talte meget om ”Twin Peaks” sammen, og det med, at man skal have lyst til at se det igen. Der må godt åbne sig nye ting, når man ser filmen igen, og vigtigst af alt, så skulle den bæres af en stemning og et univers, som man trådte ind i når man så den. Sådan så du trådte ind i et univers, som du var i, i 80 minutter, og når filmen var færdig, så trådte du ud af universet. Det var meget vigtigt for mig. Jeg havde ikke behov for alle de konfrontationer, og det var det super meget på bølgelængde med.

Det vigtigste for dem var, at det ikke skulle for hverdagsagtigt. Så man skulle ikke hjem og se konerne, børn og den del af livet – og det havde jeg egentlig heller ikke lyst til. Jeg havde lyst til at dyrke en myte. Man kan sige, i stedet for at afmystificere og afklæde dem, så havde jeg egentlig lyst til at mystificere dem, og gør dem til nogen karakterer, mere som en spillefilm, end en dokumentar. Derfor er det hele ikke virkeligt, men det er sku’ også bevidst.

Jeg er glad for, at du siger det, for da jeg så filmen sad jeg også hele tiden oplevelsen af, at målet er at skabe en stemning, der passer til bandet, så jeg er meget glad for at høre, at det var intentionen, og ikke bare noget jeg tillagde filmen.

Det er faktisk det, som jeg rigtig godt kan lide ved filmen. Den har fået en stemning og et univers. Der er selvfølgelig en dokumentarisk del, der er i nogenlunde kronologisk tid over halvandet år, og ved siden af den hopper vi så over i et andet vindue, et 4:3 vindue, hvor vi ligesom kigger ind i Niels Brandts univers og hans sind. Det har været tanke, at der skulle være som at kigge ind gennem et vindue, hvor man kan se folk tale og gå rundt, men kameraet har aldrig måtte bevæge sig hovedløst rundt. Det skulle være ro til at kigge ind og iagttage gennem vinduet.

Du nævner selv David Lynch, når du taler om drømmesekvenserne, hvordan fik du så lavet de scener, for det er jo noget helt andet end en dokumentar?

Helt sikkert. I løbet af det halvandet år [hvor jeg fulgte dem], så begyndte jeg at skrive et manuskript til en fiktiv del. Til at starte med havde jeg faktisk taget udgangspunkt i to karakterer, hvor det var rent skuespil uden Niels. Så udviklede mine tanker sig om manuskriptet og Niels. Vi brugte rigtig meget tid på at tale i telefon, og jeg optog alle vores samtaler. I starten, da vi mødtes, havde vi det rigtig godt med at tale sammen, også over telefonen. Så spurgte Niels om jeg egentlig båndede samtalerne, hvorefter jeg svarede: ”Nej, men det gør jeg nu, og så taler vi ikke mere om det.” Lige siden har jeg gjort det, selvom han selvfølgelig ikke har tænkt på det, og de samtaler jeg har brugt rigtig meget til det manuskript, som du ser [i filmen]. Det har løbende udformet sig til en skitse og manuskript, hvor jeg ligesom kunne udvælge scenerne, der understøtter det dokumentariske. Og noget af det dokumentariske, kunne jeg videreføre i det fiktive.

Det faktisk først i slutningen af 2017, at det lå helt fast, hvad det var jeg gerne ville filme, inden for det fiktive. Da dokumentaren var slut, så tog vi til et dødsbo på Bornholm, det blev indrettet, som jeg gerne ville have det skulle være. Så havde vi rammerne, og ud fra de rammer, temaet og det indholdsmæssige, som jeg og Niels havde talt om, måtte det ligesom udvikle sig, som det gjorde. For når Niels taler, så er det improvisation, men vi har sat rammerne for, hvad vi gerne vil komme ind på.

En anden bemærkelsesværdig ting i filmen er, at du er næsten usynlig som fortæller i filmen, men du får dem alligevel til at åbne fuldstændig op og tale til dig bag ved kameraet. Hvordan opnår man den tillid, som man kan se du løbene får gennem filmen, bl.a. i lydkvaliteten, der ændrer sig undervejs?

Det er meget sjovt, at du siger det, for det var en af mine overvejelser i starten om [samtalerne] skulle tekstes, men det skal ikke tekstes, fordi du skal også kunne mærke den forandring, der sker mellem ham, der laver filmen og dem. Den udvikling er en lille ting, men jeg synes også den er spændende at have med. Derfor er det bevidst, at man også skal kunne fornemme gennem lyden, og interaktionen med kameraet og publikum, bliver nemmere og nemmere, efterhånden som bliver en tillid til kameraet og mig. Men den tillid kom stille og rolig ved, at jeg var rigtig meget sammen med dem, og jeg havde altid mit kamera med mig, så selvom det også nogen gange var slukket, så var det en naturlig ting, at kameraet var der. Jeg havde også løbende en dialog om, hvad det var jeg ville, og havde også individuelle samtaler med dem og fortalte lidt om, hvor jeg var i processen, så de følte sig inkluderet i filmen og ikke bare spillede nogen roller.

Jeg har også hele tiden haft en mundtlig aftale med dem, at hvis det var noget, som de ikke kunne lide, så skulle det selvfølgelig ikke med. Det vigtigste for mig er, at [The Minds of 99] kan lide filmen, og kan se sig selv i den film, og det univers, der er blevet skabt. Så er anmeldelser lidt lige meget, for det vigtigste er, at de kan se sig selv i det. Så er det faktisk lykkedes, at lave en filmen om dem, hvis de kan genkende sig selv i det. Så længe jeg kalder det for en dokumentarfilm, så synes det er væsentligt, at de kan stå inde for det.

Åbenhed og ærlighed var det, der gjorde, at tilliden kom. Det var meget åbent, det hele. Selve processen var meget åben, lidt ligesom pladen de optog. I det første halve år, så vidste jeg slet ikke, hvor filmen skulle ende henne. Det vidste jeg sku’ heller ikke efter et år. Jeg begyndte at vide, hvor det skulle hen, men jeg var meget bevidst omkring, at der skulle ikke være nogen veje, som skulle lukkes. Alle veje skulle stå åbne, for at jeg til sidst kunne stå med alle overblikket og se, hvilken en vej jeg kunne følge for at fortælle historien.

Har [The Minds of 99] så set filmen og er glade for den?

Ja, de har set den og er faktisk ret glade for den – og det er jeg jo rigtig glad for. De så den lige før CPH:DOX. Da var jeg fandme nervøs, men de var meget begejstrede, så det betød virkelig meget.

Du nævner, at du brugte halvandet år på at følge dem og, at det egentlig først var til allersidst, at det hele gik op i højere enhed, så jeg tænker, at der må have været nogle svære perioder under optagelserne?

Jeg synes faktisk det var svært med præmissen, at det hele skulle være åbent, det var lidt svært at arbejde under. Så det første halve år, var det virkelig svært ikke at gå efter noget specifikt. Jeg prøvede lidt at gå efter noget, og lukke af for andre ting, for i sidste ende at stoppe mig selv alligevel.

Så er det også udfordrende at være i rum med de her drenge, der har kendt hinanden siden folkeskolen og kender hinanden megagodt. Det at træde ind i et rum, og skulle blev en del af dem, særligt nogle af Bornholmerturene i efteråret og vinteren 2016, var rimelig hårde ture at være på, for det er intenst at være sammen med dem. De er meget sig selv, men det er samtidig også det, der er enormt spændende.

Ellers synes jeg det faktisk har været en fed rejse, selvom det jeg har stillet spørgsmålstegn undervejs ved, om det overhovedet bliver til noget, så har det været et enormt inspirerende halvandet år. Jeg har hele tiden haft troen på, at det nok skulle lykkes at lave filmen, som var stemningsbaseret og visuel. Det er også lykkedes, og heldigvis med lidt humor også.

Hvordan vil du selv beskrive din tilgang som instruktør?

I det dokumentariske, skulle jeg være usynlig, mens jeg i det fiktive skulle være synlig. Det var helt konkret de to arbejdsmetoder, jeg som person havde.

Hele tilgangen til film er en hybrid. Jeg arbejder meget med at lave illusioner i det dokumentariske og mere fiktive. Jeg synes det er spændende, at arbejde med at bygge en illusion op, og er i bund og grund lidt ligeglad med, hvad der er virkelighed, fordi jeg kan ikke helt se, hvem der bestemmer, hvad er virkelighed og hvad der ikke er virkelighed. Når man laver dokumentar, er det så virkelighed? Hvor virkeligt kan det egentlig være, når du klipper. Så snart du bestemmer framingen, har du allerede valgt noget fra, og så synes jeg godt man kan lege lidt mere med det.

Det har været en lang proces, at få lavet filmen, så er det noget du bevidst vil tage med dig i din næste produktion?

Ja, det er der. Jeg vil bevidst tage grebet med at lege med virkeligheden, skabe en illusion og twiste dokumentaren, med mig. For jeg kan virkelig godt lide at lave dokumentar, så det næste projekt skal også være det, men jeg kunne godt tænke mig at arbejde mere med de iscenesatte universer og blande det endnu mere.

Er der noget afsluttende, som du gerne vil sige her til sidst?

Jeg håber bare, at man har lyst til at tage ind og se filmen her. Man kan godt se filmen, selvom man ikke er ”The Minds of 99”-fan. Man kan godt få en god oplevelse, for det er en biograffilm, så det håber jeg meget folk har lyst til.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her