Interview med Michael Noer

Kategori Eksklusivt, Interview, TIFF skrevet af - september 14, 2018
Interview med Michael Noer

I forbindelse med verdenspremieren på Før frosten, fik vi en meget intim samtale med Michael Noer om mange af de bagvedliggende tanker, og hvordan hans rolle som far var afgørende for, at filmen i sidste ende blev lavet.


Da jeg så ”før frosten” tænkte jeg, at der var mange paralleller til dine tidligere film, og i det hele taget den her stemning af folk, der er fanget på en eller anden måde i deres tilværelse og prøver at bryde ud. Er det noget, du finder tiltalende; folk der prøver desperat at bryde ud af den tilværelse, de er groet fast i?

Jamen, jeg tror det kommer af min alder og tradition. Da mig og Tobias [Lindholm] lavede R, tror jeg, vi begge fandt en stor fordel i at have sådan nogle genre-platforme, vi kunne lægge os ovenpå. Så på det faglige plan, kan jeg mærke, at jeg helt klart har brug for sådan en genre-platform, for at kunne stå på. Og i og med, at jeg er 39 år, så er jeg også rundet af en generation, som man jo kan se, dem der er 10 år yngre end mig, der er det helt naturligt, at alting findes online – mens jeg er fra den der DVD-samling-generation og obskuritetssamler-generation, jeg har været stor fan af sydkoreansk film, som i øvrigt også er nogen, der har været i stand til at kombinere genre med kunstfilm. Det føler jeg en stor slægt igennem med, og det er også derfor, jeg er superstolt og glad for at være i Toronto igen, fordi at de sidste par år har Toronto også virkelig manifesteret sig med en af de største festivaler i verden, og samtidig med det, er det også noget, hvor ens film også blive set ud fra nogle parametre og en filmtradition, som jeg også selv sætter stor pris på – men som man også kan stå i kontrast i forhold til. Hvis det bare bliver ren tju-bang, så kan det være ligegyldigt. Omvendt så har jeg det også sådan, at hvis man kun laver film om sin mor, så kan det måske også være ligegyldigt, og dem har jeg også lavet.

Hvordan kan det så være, at du endte med at rejse 250 år tilbage i tiden?

Man kan sige, at da jeg lavede R eller Nordvest for den sags skyld, hvis nogen havde sagt til mig, at jeg havde lavet sådan to periodefilm back-to-back, ”what the fuck, ikk’”, for jeg vil sige, når vi lige talte om det med genre, og jeg er helt enig i, at jeg forsøger at skabe en energi, timelock og så meget pres på karaktererne som muligt, fordi det er det, jeg mener kan tegne en karakter. Det løse med det skræmmende, men hvorfor skal man så overhovedet rejse tilbage i tiden?

Dels så gør det jo, at man kan maximere det med sult. Desværre kan man jo den dag i dag stadigvæk lave rørende, aktuelle film om sult, det er desværre langt fra udryddet. Men for mit eget vedkommende at sætte spot på to forskellige ting; sult, men også en følelsesmæssig sult, som jeg synes var interessant. Altså nu er jeg jo selv blevet far, og det gør en kæmpe forskel, jeg tror slet ikke, jeg ville have lavet denne film, hvis jeg ikke også selv var far. Så havde det måske været mere staffage, hvor jeg skulle forestille mig, hvordan det er at være far; men nu ved jeg jo egentlig også på samme tid, hvor hårdt og hård man jo skal være som far, men misforstå mig ikke med hårdhed.

Et eksempel kunne være min datter, for satan altså, nogle gange om morgenen, når vi har travlt, og jeg burde bare stå før op om morgen, men det er virkelig sådan et kvarters modeshow, og hun er kun fire år gammel – men det går jo ikke, og nu nærmer vi os vinter, og hun skal til at have den forbandede flyverdragt på; jeg er ked af det, det er ikke noget, jeg er stolt af, jeg burde egentlig ikke sige det i det her interview, men det er helt klart derfra, der kommer nogle emotionelle ting i forståelsen af at forstørre det drama, som det kan være med, at jeg ved, at hun skal have den flyverdragt på, altså det er for koldt, hvis hun ikke har den flyverdragt på. Det lyder meget banalt, men for mig følelsesmæssigt, er det en konflikt, som nogle gange kan blive korporlig, og det er jo sådan set det,der med at blive korporlig ved sin datter imod hendes egen vilje, og nu håber jeg ikke at kommunen ringer, efter jeg sidder og siger det, for det må ikke misforstås. Det er simpelthen den her følelsesmæssige følelse af, at jeg ved bedst overfor min datter. Og der tror jeg sådan set egentlig, at det var i kombination af det og så en tilfældig research omkring det her med arrangeret ægteskaber, som jeg synes var interessant.

Det er jo sådan, at der i filmen bliver leget lidt med, hvor grådig Jens er og, hvor meget han bliver opslugt af det hele. Talte dig og Jesper Christensen om, hvor meget han skulle spille på det?

Man kan sige, at på et tidspunkt siger han ”Gad vide, hvor meget den har kostet ham?”, hvor [hans datter] er ved at tage den der kjole på, og han er ikke engang med i billedet, han står bare og rør ved den. Jeg er fra Esbjerg, og der er simpelthen noget esbjergensisk over det der, og Jesper kan bare levere det der, jeg ved simpelthen ikke, hvor den replik kommer fra, men for mig var det Jens, fordi der er også noget ubehjælpeligt over det, og noget sødt over det, og noget forfærdeligt over det, og der er noget jeg stadig ikke har forstået i det, og det er dét jeg elsker ved filmen.

Det er ikke ligesom at skrive en bog. Jeg er hele tiden undersøgende, og nogle gange falder der ting ned. Man sidder i klipperummet og skal vælge, om det skal være inde og ude. ”Skal det med, og hvorfor skal det med, og skal det bruges til noget?” Og nu er jeg rigtig glad for, den er med, for den er utrolig esbjergensisk, jysk måde, så er den ligesom endt i munden på en Christianshavner, der står i periodekostume, mens han ikke engang er i billedet, mens hans hånd fumler ved hans datter, som ikke har lyst til at blive tvangsgift med den her svenske storbonde; altså livet er utroligt forunderligt. Men hvis man er åben for de ting, så er man også hele tiden interesseret, og for mig var det Jens, der kom der, som jeg stadig ikke helt har fundet af, om jeg kan lide eller ej.”

Det er også sådan noget, som kendetegnes ved de andre karakterer, at man ikke helt ved, hvor man har dem. Altså tvangsægteskabet i filmen her, ender jo ikke nødvendigvis ulykkeligt.

Nej, det tror jeg heller ikke, og jeg tænker også, at Magnus Krepper – og det ville måske være mere interessant, hvis vi snakkede om det mand-kvinde, men nu er vi jo mand-mand, der sidder og bliver enige om, at en mand er lækker måske – det ved jeg ikke, om man skal lægge så meget validitet i. Det må komme an på en prøve, det glæder jeg mig meget til at høre, men helt banalt, og det er noget jeg ikke ville sige i et amerikansk interview, fordi det lyder rigtig overfladisk, men vi kan ikke komme udenom, vi lever i en indre-ydre verden, og der var også noget interessant i at sætte det i en tid, hvor, hvis jeg havde sat det i nutiden, så havde det måske skabt for meget støj, men fordi det er sådan noget kostumedrama, så bliver man lidt forblindet i, at det i virkeligheden er en film, der handler enormt meget om, hvordan vi anskuer hinanden på overfladen.

Signe har jo bestemt sig for noget, og det er svært at omvende kvinders mening, det ved vi alle sammen, men du kan heller ikke løbe fra Magnus Krepper. Hold nu kæft mand, manden kan trylle, han kan danse, han ser da godt ud, jeg kender ham ikke som karakter, men jeg synes Magnus Krepper besidder en sexethed, og det var sådan set mere sådan én, vi havde brug for i plot, og jeg kunne faktisk godt lide, det der med, at han har en umiddelbar attraktion omkring sig, men der er en stor aldersforskel, men det er ligesom dér, de mødes på en eller anden måde til sidst.

Det meste af filmen foregår ude i en moset mark, som de selv beskriver det, hvordan var det at optage der?

Jeg ville gerne have brugt endnu mere tid. Når man laver film i Danmark, så er det også noget med, man må prøve at lade tid og budget mødes på midten, fordi nu snakker folk meget om sådan noget med større budgetter, men det er faktisk også noget med at have meget tid, og det er en bekostelig affære, og så har vi været nødt til at være smarte, hvor vi var nødt til at vælge ting, som lå nogenlunde tæt på hinanden osv., men det var meget fint. Nu havde vi et overraskende varmt efterår, som så skiftede til en sindssyg kold januar, så guderne var også med os. Det var også med til at skrive manuskriptet.

Hvad er din tilgang som instruktør? Hvordan får du den bedste præsentation ud af skuespillerne? Der er trods alt stor forskel på skuespillernes erfaringer.

Jeg tror, det er noget, vi synes, vi er meget gode til i Danmark, det er at bruge utrolig meget tid på manuskriptet og gøre det i samarbejde med skuespillerne. Det der med hele tiden at skrive scenerne, så der ikke er nogen logiske sten på vejen, for hvis man får renset ud og får skabt en logisk bane, så er det min oplevelse, at spillerne – og det er sådan set ligegyldigt om det er en Roland Møller, Jesper [Christensen], eller Ghita [Nørby] – har man den der logiske bane, så er der også meget mere kontakt ned til maven, og ned til tæerne.

Og så det der med at lave en genrefilm, det giver også en platform, så man kan skeje ud på. Jeg kan godt lide, at det ikke er et køkkenvaskdrama, men det i virkeligheden er et køkkenvaskdrama i en genre, og det gør, at jeg kan lege med elementerne lidt mere frit. Så jeg tror egentlig, det er noget med at forberede sig rigtig godt, sådan så man kan lege frit under optagelserne, og det synes spillerne også er rigtig sjovt, og jeg kan godt lide at arbejde sammen med nogen, der kan lide at lege; og når først Ghita føler sig tryg, så giver hun totalt slip, og det var også en fornøjelse at arbejde sammen med hende igen. Hun ville gerne spille en anden rolle efter plejehjemmet, så det prøvede jeg jo så at lave til hende.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her