Johnny English slår til igen

Kategori Biografen skrevet af - oktober 11, 2018
Johnny English slår til igen

Rowan Atkinson i sit es

Hvis du har set de to forrige film i Rowan Atkinsons serie om den arrogante og inkompetente britiske spion, så ved du godt, hvad du får serveret i denne tredje runddans. English er stadig fuldstændig ude af trit med virkeligheden – måske endda mere end nogensinde før, med tanke på diversitetsfokusset i de seneste år. Atkinson sørger dog stadig for, at det er et underholdende selskab, så længe det varer.

Mere af det samme
Det er ikke det omkring produktionen, som virkelig er nogen stor teknisk bedrift. Traditionen for, at efterfølgerne altid skal være større og vildere, end de foregående, bliver brudt her. For i modsætning til toeren, der var meget større og bombastisk, så er spektaklet i treeren, mere i tråd med etterens lavmælte pinligheder. Man kan heller ikke forvente at blive vildt stimuleret på et narrativt plan, for historien er ikke noget særligt. Det hele handler om, hvorvidt man synes det er sjovt, når English eksempelvis forsøger at stjæle en mobiltelefon og ender med at sætte ild til en restaurant.

Jeg må ærligt erkende, at jeg grinte mere end jeg havde forventet, selvom meget af humoren er temmelig idiotisk. Rowan Atkinson er til trods for det fremvoksende grå hår, stadig en mester i fysisk komik, og hvis du kan lide hans stil, så kommer du også til at grine undervejs.

En smule forældet
Man kommer dog ikke uden om, at det hele virker meget gammeldags, både i form af den James Bond persona, Atkinson parodierer, der slet ikke findes i dag, men i særdeleshed i makkerparret med Bough (Ben Miller), der er en klassisk straight man. Med undtagelse af Emma Thompson som premierministeren, så sidder man hele tiden med fornemmelsen af, at manuskriptet blev skrevet i 00’erne, og er blevet produceret, fuldstændig isoleret fra samfundsudviklingen i de 15 år, som der trods alt er gået siden den første.

Johnny English slår til igen, er gedigne, gammeldags underholdning. English har tilsyneladende ikke oplevet nogen personlig udviklet siden 2003, og det samme gør sig gældende for alt omkring ham. Både i forhold til manuskriptet, karaktererne, og ikke mindst komikken. Jeg kan såmænd godt lide humoren, og kan ikke lade være med at grine af de stupide situationer, som English roder sig ud, men det er slet ikke for alle.

Skal jeg gøre det meget kortfattet, så er filmen perfekt til dem, som godt kunne lide de forrige, men er slet ikke innovativ nok, til at tilfredsstille et større publikum.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her