Jurassic World er en værdig efterfølger til den ikoniske etter.

Det er over tyve år siden, at det originale eventyr genoplivede dinosaurerne, og nu står vi med Jurassic World, der meget nænsomt ignorerer de to andre efterfølgere, i håbet om at genskabe magien fra den første. Det er ganske enkelt det filmen er, en efterfølger, der gerne vil underholde, og i den grad minde en om etteren, mens man ser den.

Historien lægger ud med at etablere Jurassic World, som den nu succesfulde park hedder, efter det ellers gik grueligt galt i den første. Forretningen kører glimrende, men nutidens unge er altså blevet lidt trætte af, at se de samme dinosaurer, og derfor har nogle gale videnskabsmænd gensplejset et nyt monster med kaldenavnet, Indominus Rex. Alt imens lurer den menneskelige ondskab i form af en skægget Vincent D’Onofrio, der gerne vil bruge Chris Pratts velociraptorer som et våben.

Der bliver gjort meget ud af, at understrege, at denne film er henvendt til en ny generation af palæontologer, men som du nok kan udlede af det korte referat, så går filmen også ud fra, at man har et vist kendskab til begivenhederne i den forrige, og gudskelov for det. I stedet for at lire en masse ekspositioner af, forventes der faktisk et vist engagement, og det er befriende, særligt fordi det trods alt stadig er en bred film, der er henvendt til hele familien. Vi følger mange af de samme plotpunkter som i det første, hvilket vil sige griske mennesker, gruopvækkende monstre, og ikke mindst børn, der bliver fanget i krydsilden.

Børnene er i fare.
For i klassisk Spielberg-stil, så er det ikke bare en magi, som kan opleves af børn, men den har også børnene i centrum. Grunden til, at vi overhovedet befinder os i dyreparken er, fordi vi følger brødrene Zach og Gray, der egentlig skal besøge deres tante, Claire, men ender med at passe sig selv. Vi tilbringer stort set hele første del af filmen med at følge dem, mens de begiver sig rundt i forlystelsesparken.

Her i første del minder tonen om et klassisk melodrama, hvor drengenes forældre endda står til at blive skilt, når de vender tilbage, alt imens vi klipper til Chris Pratts Owen og Bryce Dallas Howards Claire, der mundhugges som et gammelt ægtepar. Det er flot filmet i de tropiske omgivelser, men ærlig talt også lidt kedeligt. Der er optrin, der er interessante første gang, men som kommer til at virke kedsommelige anden gang, fordi det ikke rigtigt bliver brugt til at komme i dybden med karaktererne. De er ganske enkelt tomme skaller, som vi selv skal tilføre indhold for at spejle os selv i.

Heldigvis bygger det hele op til anden del af filmen, hvor dinosaurerne slippes løs, og det forvandles til en intens spændingsfilm.

Alt det melodramatiske ryger nemlig (næsten) ud af vinduet til fordel for en ihærdig kamp for overlevelse, da den gensplejset dinosaur, Indominus Rex, unægteligt slipper løs, hvorefter ødelæggelserne tager til.

Drømmesekvenser med alle dine yndlingsdinosaurusser.
Teknologien har udviklet sig meget på 22 år, og derfor har der aldrig været så mange virkelighedstro og farverige fortidsvæsner samlet et sted, også selvom 3D-effekten suger noget af farven ud. For ligesom parken i filmen gerne vil sælge dinosaurer til folket, så er det netop disse fortidsvæsener, der er årsagen til, at man gider se filmen, og det ved folkene bag.

Det giver et ordentlig sug i maven hver gang vores helte er lige ved at blive fanget af monstrene, og hvis man er fan af de tidligere film eller monstre generelt, så er det som en våd drøm, når både de flyvende, svømmende og jordbundne dinosaurer slippes løs på sagesløse mennesker.

Derudover kæmper stort set alle tænkelige kombinationer af dinosaurer mod hinanden, og vi bliver heller ikke snydt for et gensyn med den originale T-Rex. Særligt afslutningen er som et mash-up af alle de dinosaurer, man kunne ønske sig at møde, og det er ren drømmesekvens.

Fuldstændig, hvad man kunne håbe.
Karaktererne siger meget godt selv, hvad filmens intention er: ”Hver gang vi offentliggør et nyt dyr, stiger salgstallene”. Og ud fra den optik er det utroligt, hvad de har præsteret.

Alt i alt må Jurassic World siges at være en værdig efterfølger til klassikeren fra 1993. Jagtsekvenserne er medrivende og stiger hele tiden i intensitet, og fordi karaktererne er så simple er det let at gøre dem til sine egne, og leve sig helt ind i det store spektakel. Derfor kan man ikke være andet end tilfreds, selvom filmen på ingen måde har nogen ambitioner om at finde på noget nyt og være noget andet end en god efterfølger.