En dejligt opløftende heist-film

I Logan Lucky får vi noget så normalt som en heist-film om hverdagens helte, der tager fra de rige og giver til de fattige, men med altid særprægede Steven Soderbergh i instruktørstolen kommer det nok ikke som noget overraskelse, at han endnu engang tilføjer noget unikt til klassiske fortællinger.

I denne ombæring følger vi de to brødrene Logan, spillet her af Channing Tatum og Adam Driver med tilpas mudrede ansigter. Alle i deres familie har været ramt af uheld, og de har da også begge fysiske ar på kroppen, men da den ene af dem bliver fyret fra sit arbejde, beslutter de sig for at røve der stor nascar-løb, men til det får de brug for den utilregnelige sprængstofekspert, Joe Bang.

Akavet som Soderbergh kan gøre det
Stemningen er den helt rigtige mængde off-beat til, at man langsomt bliver lullet ind i filmens helt egen rytme. Alle interaktionerne i filmen er skæve og usædvanlige, men aldrig utænkelige. Menneskerne her er blot personer, som vi meget sjældent ser på film, og derfor er det utroligt godt set af Soderbergh, at historien også skal fortælles på deres præmisser.

Skuespillerne er også ualmindelig veloplagte. Channing Tatum er i gang med en stilfærdig transformation fra at være en pæn model, der også er med i film, til at være en rigtig skuespiller, i hele ordets betydning, der lever sig ind i vidt forskellige roller, og forsøger at udleve flere forskellige personligheder. Adam Driver er også perfekt i rollen som Tatums indadvendte lillebror. Driver er bare så stor, og mestrer det “sørgelige hundeansigt”, at alene hans tilstedeværelse skaber en atypisk stemning i scenen. Daniel Craig får også lov til at vise, at han kan mere end blot at spille Bond, her i rollen som sprængstofsspecialisten Joe Bang, der er mere interesseret i hans høje kolesteroltal, end i planen. I det hele taget passer hele ensemblet rigtig godt sammen, og skuespillerne får lov til at bidrage med hver deres unikke energi, til at skabe nogle virkelig finurlige øjeblikke. Det er endda lykkedes for Soderbergh at bruge Seth Macfarlane korrekt, i hans mest troværdige rolle til dato, som en opblæst NASCAR promoter.

Som helhed har filmen en unik “knoldesparker” facon, hvis karaktererne selv skulle beskrive det. Og denne rytme bliver også holdt det meste af tiden, lige ind til Hilary Swank pludselig dukker, hvorefter det føles som vi ser fraklip fra en af Soderberghs Ocean’s film i stedet.

Ærligt talt, så har jeg ikke meget negativt at sige om Logan Lucky. Den slipper afsted med at være en heist-film, som efterhånden må kaldes for en genre, der er blevet lavet til ukendelighed. Den formår også at skabe et langsomt fortælletempo, og at have en gennemgående akavet stemning, uden at noget som helst føler malplaceret. Alle elementerne går op i en højere enhed og skuespillerne nyder tydeligvis at spiller uden for deres komfortzone.

Det er med andre ord, en film, der på fræk vis bryder grænser, og spiller afsted med det.