Dejlig skør og besynderlig.

I Tim Burton nyeste mærkværdige fortælling, følger vi den unge amerikaner Jake (Asa Butterfield). Han lever en normal og forudsigelig tilværelse i Florida, og på overfladen er der intet spændende i sigte for den 17-årige knægt. Alt bliver dog vendt på hovedet, da Jakes farfar en dag bliver fundet død ude i skoven, bag hans hjem, med øjnene trukket ud af øjenhulerne. Dette bliver startskuddet på en tankevækkende rejse, der tager ham fra det fantasiløse USA til det magiske Wales, hvor Jake måske i virkeligheden passer bedre ind, end i den normale verden.

Tosset og nøgtern.
Hvis man skulle beskrive filmen med et ord, så ville det være “mærkelig”. Tim Burton dyrker alt det besynderlige og mærkværdige i en sådan grad, som han ikke har gjort i flere år, og det er også det, der gør filmen til noget enestående. Jeg tror ikke, at nogen kan forudsige, hvordan den afsluttende actionsekvens kommer til at udspille sig, og det er efterhånden noget af en sjældenhed i disse blockbuster-produktions-tider, hvilket på alle måder skal hyldes.

Samtidig er det dog stadig en stor og bred underholdningsfilm, hvilket vil siges, at vi skal tæskes igennem regnearkselementer, som kærlighedshistorien, setup’et til de næste film i trilogien og overgangen fra barn til voksen. Ingen af disse påtvungne plotpunkter bliver brugt til at sige noget nyt, og det er unægtelig filmens største svaghed. Heldigvis forsøger Burton hele tiden at distrahere fra de meget magelige dele af historien, med et eller andet nyt skørt påfund, som eksempelvis de usynlige øjenædende monstre, der uden tvivl kommer til at give en masse børn mareridt.

Hvad angår skuespillet, så er det ligesom resten af filmen en blanding af det tossede og det nøgterne. Eva Green, er som altid både betagende og fortryllende bindende i rollen som den verdensfjerne og virkelighedssky Miss Peregrine. Hver gang hun er på scenen er det en fest, uagtet om det er et trist eller magisk øjeblik. Mere sobert spiller Asa Butterfield hovedkarakteren Jake, og selvom han ikke ligefrem springer ud af skærmen, så slipper han af sted med det, fordi hans karakter fungerer godt som jordnær modpol til alle de andre fritsvævende personer. Dette inkluderer også Samuel L. Jackson, der som filmens hovedskurk er både frygtindgydende og latterfremkaldende.

Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children er på mange måder en vidunderlig sort og mærkelig film. Der sker ting i denne film, der er som hevet ud af Tim Burtons vilde fantasi, og hele atmosfæren og designet i denne verden er ligeså skørt, som det er besynderligt. Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at historien er den samme fantasy/ungdomshistorie, der er blevet genfortalt de sidste 10 år efter Harry Potter gjorde det populært, og plottets sammenhængskraft er ofte mere kreativ end gennemtænkt. For mit vedkommende opvejer fantasien dog rigeligt for de åbenlyse mangler, og skaber en film, der hæver sig over sit materiale og giver en god og ’peculiar’ oplevelse.