Pitch Perfect 2 er en urimelig sjov og fantastisk morsom film, uanset om man kan lide musicals eller ej.

Det er tre år siden den første Pitch Perfect udkom og blev et overraskende hit, og der er ligeledes gået tre år i filmens univers. I løbet af den tid er Barden Bellas imidlertid blevet så succesfulde, at de skal optræde for Præsidenten, men de dummer sig så meget, at de ender med at blive bandlyst fra alle konkurrencer i USA. De har dog stadig retten til at stille op i verdensmesterskabet i a cappella og derved få moralsk oprejsning.

Gør det samme bare bedre.
Det er næsten en-til-en den samme underdog historie, som i den første. Vores aca-helte skal imod alle odds, og i mest af alt dem selv, forsøge at stable et show på benene. Denne eneste forskel er, at de bare skal vinde det nationale mesterskab, men derimod verdensmesterskabet i København af alle steder.

At efterfølgeren efterligner den første film er ikke noget nyt, men denne gang forbedrer de faktisk mange af den første films problemer. Væk er den forudsigelige og ganske enkelt irriterende kærlighedshistorie fra den første, og Beca er heller ikke overdrevet utaknemmelig, men i stedet stresset og nervøs for fremtiden. Det er nemlig alles sidste år af college, og derfor er der også en ”coming-of-age” tematik igennem hele filmen, der driver karaktererne og gør filmen til noget mere end en film om en flok tøser, der godt kan lide at synge. På historie fronten er filmen altså blevet marginalt bedre, men det er i skuespillet, at Pitch Perfect 2, bliver til noget helt særligt.

Man kan ikke lade være med at grine.
For alle stort set alle karaktererne er uforståeligt morsomme og fornøjelige at se på skærmen. Det er alt lige fra Fat Amys kiksede jokes til Becas nye chef eller den gamle a capella gruppe ”Tone hangers”, der leverer konstante grin og gør oplevelsen så formidabel underholdende, at selvom man ikke engang kan lide a cappella, må erkende, at det er fantastisk morsomt. Man har bare lyst til at følge pigerne igennem deres bestræbelser – både personligt og professionelt – og her skal det understreges, at dette ikke mindst skyldes skuespillerne, der alle spiller så oprigtigt og med så stort et engagement, at man ender med at grine af noget til tider lidt tyndbenet komik.

Derfor er det lidt paradoksalt, at en af undtagelserne fra denne regel er det danske islæt i form af Birgitte Hjort Sørensen, der som lederen af den onde tyske a cappella gruppe ”Das Sound Machine”, er en konstant torn i øjet på pigerne. Det skyldes ikke så meget hendes præstation, men derimod manuskriptet, der gør hende til en endimensionel skurk, og det er fejltrin som disse, der suger en ud af oplevelsen, og som i sidste ende er med til at trække filmen ned fra toppen af karakterstigen.

For Pitch Perfect 2, er ligesom den første, en overraskende morsom og medrivende musical, der kan nydes af stort set alle, uanset køn, og som på mange måder er bedre en den første. Der er helt klare mangler og manuskriptet er ikke ligefrem genialt, men en blanding af fortællingens tilvejebringelse og de talentfulde og engagerede skuespillere gør filmen sjov fra start til efter slut, i en af de sjoveste post-credit scener, jeg nogensinde har set.