Der er ikke nogen rytme i Samba

Fra skaberne af mega-hittet, De urørlige, har vi i denne omgang fået en historie om en illegal indvander og en depressiv kvinde, men af flere årsager, så når vi aldrig de samme højder som i det førnævnte hit.

Det er et faktum, at virkelig mange mennesker hvert år tager fra bl.a. Afrika til Frankrig, i håbet om en bedre fremtid, men der er desværre også næsten lige så mange, der bliver sent retur og erklæret illegale indvandrere. Sådan et stempel har vores hovedkarakter, Samba, her spillet af Omar Sy, der blev verdensberømt, for hans charme i netop De urørlige. Samba er en gennemgående sympatisk fyr, der er rejst Frankrig ikke for sig selv, men for at hjælpe familie tilbage i Senegal – og så skader det ikke, at han hiver fat i seeren med sin ukuelige charme. For uanset, hvor hårdt livet end måtte være, så kan Samba altid fremmane et smil på læberne, ikke bare hos dem han møder, men også hos publikum.

Det samme er dog ikke tilfældet for den kvinde han møder. I et forsøg på at gentage formularen, hvor et umage par mødes og opnår gensidig beundring og respekt, så bliver Sy’s makker i denne omgang en sagfører ved navn Alice, der er gået ned med stress. Ikke overraskende, så mødes de, da hun skal tage sig af Sambas sag, hvor hun med det samme bliver betaget af ham.

Alice bliver spillet af Charlotte Gainsbourg, der uheldigvis ikke har nogen kemi med Sy, og det til trods for, at det næsten burde være umuligt. Det skyldes hovedsageligt, at hun hele vejen igennem er overdrevet anspændt, og hele tiden har et tomt blik i øjnene, som for virkelig at understrege, hvor langt ned i kulkælderen hun er, hvilket ikke efterlader særlig meget at fortolke for tilskueren.

Der bliver talt ned til seeren
I det hele taget, er der ikke meget, der er efterladt til fantasien. Det virker som om filmskaberne undervejs har syntes, at kernen i historien, om en depressiv kvinde og en illegal indvandre, har vist sig at være for barsk. Derfor bliver vi i løbet af filmen introduceret til en “arabisk-brasilianer”, der flere gange dukker op, med der eneste formål at lette på den, måske, trykkede stemning.

Dette, til tider desperate forsøg på at lette stemningen, er også med til at gøre filmen mærkeligt ufokuseret. Historien går simpelthen i ring, så meget, at vi ender med aldrig rigtig at få udviklet forholdet, mellem “det umage par”, hvilket gør den tilsyneladende uundgåelige lykkelige slutning mere behagelig end fortjent. Man lærer simpelthen ikke menneskerne at kende, men bliver i stedet udsat for nogen til tider grovkornede karikaturer.

Det er svært at sige lige præcis, hvad der er, der er gået galt. Måske er det den komiske ven, der dukker op, måske er det, det manglende fokus i en ellers meget simpel historie, men om ikke andet, så er resultatet en besynderlig film, der er fuld af en gennemgående tristesse, men uden den samme glæde, som var udslagsgivende i De urørlige. 3/6