En ualmindelig saglig, men utrolig spændende og chokerende historie.

Spotlight fortæller den uhyggelige, men sande historie om en række journalister fra The Boston Globe, der i 2002 afslørede den katolske kirkes verdensomspændende misbrug af børn og efterfølgende mørklægning i gennem flere årtier. Det er en historie som de fleste nok godt kunne have været foruden, men ikke desto mindre viste det sig at være fuldstændig sandt, og hvad er mere interessant er, at det var en avis fra Boston, der er kendt for at elske kirken, der i sidste ende fik afsløret det.

Filmen fungerer på samme måde som Alle præsidentens mænd og alle andre gode journalistiske fortællinger – fordi den er drevet af historiens saglighed, og ikke alt muligt andet. Der er ikke nogen melodramatisk sidehistorie, hvor relationer skal nedbrydes og genopbygges, og selv når der er mulighed for det, gennem eksempelvis journalisternes familieliv, bliver det i stedet udeladt til fordel for den journalistiske historie.

Det er en vove beslutning, og i langt de fleste tilfælde ville det gøre filmen dræbende kedelig, men her er det til filmens fordel, så fokus forbliver på at komme i dybden med historien, og ikke alle mulige genkendelige og ligegyldige klichéer.

Byen Boston skaber stemningen.
En af hovedårsagerne til at Spotlight i sidste ende slipper afsted med en så flad spændingskurve, er gennem portrættet af byen Boston. I modsætning til den seneste ”Boston-film” Black Mass, så virker byen for alvor som sin helt egen karakter. Selvom byen er vokset til en storby gennem årene, så fremstår den stadig som en landsby, hvor alle kender hinanden og værner om fællesskabet – også selvom det ikke altid giver mening.

Det ville også være synd ikke at nævne skuespillerne, da de spiller en mindst lige så stor rolle i at gøre processen medrivende. For ingen af skuespillerne prøver at stjæle scenen fra de andre, men prøver i stedet at være så naturlige som mulig. Ingen er blevet ”smukificeret”, eller ligner fotomodeller. De er først og fremmest journalister, og det skinner aldeles igennem. Særligt Mark Ruffalo er værd at fremhæve, for hans meget troværdige indignation og gåpåmod, der gør ham til en fornøjelse at følge.

Spotlight er ikke en film for alle, men den tør at fortælle en saglig og heroisk fortælling uden på noget tidspunkt at gøre brug af overdramatiserende klicheer. Samtidig lykkes det også at skildre begivenhederne på en måde, så man hele tiden er interesseret. At skuespillet også et helt i top er blot prikken over i’et.