Selvom Mark Wahlberg aldrig har spillet med i en to’er før, så får vi ham alligevel at gense i to’eren til succes komedien Ted.

Vi introduceres endnu engang til det unikke makkerpar – bamsen Ted og den evige drengerøv John. De to venner har, siden vi så dem sidst skiftet lidt roller: mens Ted ægter sin elskede kassedame, er John blevet skilt fra den ellers labre larve ”Lori” (selvfølgelig spillet af Mila Kunis) og bruger nu det meste af sin tid på at ryge fede og se diverse ”voksen film” på hans bærbar. Men lykken varer ikke længe; snart begynder Ted og hans elskede hustru at skændes hele tiden, hvorefter John må erkende, at han nok har et afhængigheds problem –og ikke kun til de ”fede”. Teds løsning på de ægteskabelige problemer bliver, at parret skal have sig en baby – og mens det af ret klare årsager ikke kan lade sig gøre på den naturlige måde, må de ty til andre midler. Parret prøver alle tænkelig metoder, men da de når til adoption finder de ud af, at de må overkomme langt større forhindringer end ”bare” infertilitet, og det ikke at have en penis. Ted bliver nemlig, af loven, ikke set som en person, men som en ejendel – og har dermed ingen borgerrettigheder. Det bringer vores elskede makkerpar på en lang og farlig tur til New York, for at bekæmpe uretfærdighed.

Selvom plottet i Ted ikke er specielt medrivende eller overraskende, så må man alligevel tage hatten af for de konflikter og menneskerettighedsspørgsmål, som filmen MEGET overraskende bringer på banen. For hvor går grænsen for hvem der har ret til at have rettigheder. Instruktøren af filmen og forfatteren til filmen, Seth MacFarlane, formår virkelig i aller, aller bedste Family Guy ånd – at skabe et miks af virkelig platte jokes, lam prutte humor og fantastiske undertoner af dybt alvorlige emner og den uretfærdighed, som USA i stor grad stadig kæmper med. Disse undertoner dykker op mellem bunker af jokes, og sætter sig fast i ens erindring om filmen. Pludselig kommer tragedier og konflikter som Ferguson sagen, Charlie Hebdo, 9/11 og USA’s stadige dårlige behandling af sorte, op til overfladen og får en til at tænke sig om et split sekund, før man igen falder tilbage i stolen og lader sig fornøje over synet af en voksen mand, som har røget sig så skæv, at han er bange for at slippe sit tag i væggen.

Ted 2 får tre stjerner. To af dem går til de dybt politisk ukorrekte måder, at forholde sig til nogen af de tragedier, som sker i verden. Og den sidste stjerne går til Mark Wahlberg, fordi han altid er en fornøjelse at se på.