The Dark Tower

Kategori Biografen af - august 17, 2017
The Dark Tower

Et spændende univers, der er sjusket fortalt

I The Dark Tower følger vi drengen Jake Chambers (Tom Taylor). Jake har mareridt hver eneste nat, hvor han ser en mand klædt i sort, der bortfører børn og bruger dem som energikilde, i et forsøg på at destruere et mystisk mørkt tårn. Ingen mennesker tror selvfølgelig på ham, så da hans onde stedfar får overtalt hans mor til at indlægge ham, stikker han af. Hans flugt leder ham til en portal, som han har set i sine drømme, og den fører til en parallelverden, hvor han støder ind i revolvermanden Roland (Idris Elba). Roland er ikke meget for at hjælpe ham, man da han hører om Jakes drømme, genkender han med det samme manden klædt i sort som hans ærkefjende, der har taget alt fra ham.

Lidt for mystisk univers
Hvis vi starter med det positive, så er noget af det Nikolaj Arcel og co. gør bedst, at de skaber et univers, som man har lyst til at udforske. Der er et eller andet, som jeg ganske enkelt finder betagende ved, at der findes parallelle verdener, som spejler sig i hinanden. Den verden Jake besøger, er tydeligvis en alternativ postapokalyptisk udgave er Jorden som vi kender den. Der er henvisninger til eksempelvis forlystelsesparker, men beboerne af denne verden, kalder det bare for noget ”skrammel fra fortiden”. Så hvad angår store amerikanske Blockbuster universer, så er dette helt klart et, hvor man naturligt begynder at fantasere sig til, hvad der egentlig er gået forud?

Slagsiden er dog samtidig, at lidt for meget bliver overladt til seernes fantasi. Af uransagelige årsager, så bliver næsten intet forklaret i filmen. Alt bliver udlagt så indforstået, at man ganske enkelt aldrig forstår spillereglerne for universet. For det er en ting, hvis man ikke karakteriserer sine personer godt nok, men når man ikke rigtig forstå, hvad der er op og ned i et science-fiction univers, så begynder tingene at falde fra hinanden. Med andre ord, ville historien ikke af taget skade, hvis den var lidt længere end 95 minutter. I forlængelse af det, bør det også nævnes, at tempoet simpelthen er for højt. Der er ikke tid til at dvæle ved noget som helst. Så meget endda, at enkelte scene, der burde ryste personerne i filmen, fuldstændig bliver glemt, så snart der klippes til en ny scene.

Flot, men tomt
Idris Elba gør det forholdsvis godt som Roland, men har ikke særlig meget at arbejde med. Han har en meget tydelig karakterudvikling i løbet af fortællingen, men den er desværre ufattelig forudsigelig og enkel, så han får aldrig lov til at vise flere sider af karakteren. Tom Taylor er fin som en ung dreng, der opdager nye sider af sig selv. Mest besynderlig er dog Matthew McConaughey som skurken i stykket. Han taler (næsten) uden accent, og er underligt afdæmpet som den djævel lignede skikkelse han spiller. Der er bare ikke så meget andet at sige end, at McConaughey på alle måder fremstår malplaceret, når han toner frem på skærmen, og man får også indtrykket af, at han selv godt er klar over det.

Hvad angår det visuelle, så er det en flot film. Der er tydelig forskel mellem de to verdener, effekterne fejler ingen ting, og de få actionsekvenser er veludførte, men intet af det skiller sig for alvor ud fra mængden.

Efter at have set The Dark Tower står man lidt tilbage med følelsen af, at det er en temmelig middelmådig film, der aldrig rigtig får plads eller tid til at gøre sit indtog med maner. Der er ingen tvivl om, at Arcel er en dygtig instruktør. Man behøver blot at kigge på hans filmografi for at blive bekræftet i dette. Men med undtagelse af en længere sekvens, hvor Roland besøger vores verden, så er det en temmelig trist, forhastet og besynderligt underfortalt historie, som Arcel har stået bag i hans første Hollywoodproduktion. Så i sidste end håber jeg bare, at han har bedre held i hans fremtidige udenlandseventyr, for filmindustrien vil være fattigere uden ham i den.

  • Release Date: 8/17/2017
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.