The Florida Project

Kategori Biografen af - marts 01, 2018
The Florida Project

Underspillede Willem Dafoe stråler i god og rørende film

Manuskriptforfatteren/instruktøren Sean Baker er kendt for at lave humanitære film om amerikanske minoritetsgrupper, hovedsageligt med et cast bestående af amatører. Dette er også tilfældet med Bakers nyeste skud på stammen, ’The Florida Project’, dog med den undtagelse at en af birollerne denne gang er besat af den kendte skuespiller Willem Dafoe, som brillerer i sin scenestjælende rolle som motelbestyreren Bobby.

I ’The Florida Project’ følger vi over en sommer den seksårige Moonee (Brooklyn Prince), som lever under fattigdomsramte vilkår på et motel i Florida sammen med sin unge og fattige mor (Bria Vinaite). Motellet og de nærliggende moteller er beboet af mindre heldige eksistenser, men i sit barndoms sind opfatter Moonee ikke de hårde og trængte vilkår som præger hendes eget lokalmiljø, men leger i stedet ubekymret med de lokale ’motel-børn’ uvidende om, at hendes egen mor er på vej på en farlig social deroute. Willem Dafoe spiller bestyreren af motellet, den hårde, men empatiske, Bobby, som må holde styr på de socialt udsatte beboere via en blanding af regler og sympati.

Dragende drama og god miljøskildring
Man kan ikke lade være med at blive rørt i ’The Florida Project’, når man overværer de tragiske forhold som de fleste i lokalmiljøet lever under, og det er selvom man ofte ser begivenhederne ud fra Moonees barnlige perspektiv. Bakers brug af børn og humor gør at filmen ikke føles som en klassisk socialrealistisk film, hvor alle har det åh-så-grusomt, men i stedet skabes der en solid miljøskildring, hvor det lilla motel og de i øvrigt farverige omgivelser skaber en slags magisk sfære for Moonee, som står i skarp kontrast til realitetens fattigdom og hårde vilkår.

Filmens fortællestil gør at man som tilskuer – selvom Moonee er glad og bekymringsfri og har et kærligt forhold til sin mor – godt kan se, at hun i realiteten bliver ringe opdraget og har en dårlig barndom, og man må indse det sørgelige faktum, at Moonee sandsynligvis ikke får brudt den sociale arv og derfor er i stor risiko for at ende præcis som sin mor.

Gode karaktertegninger og godt skuespil
Karaktererne i ’The Florida Project’ er alle dybe og runde, og skuespillet er solidt hele vejen rundt. Især hovedtrekløveret – Brooklyn Prince, Bria Vinaite og Willem Dafoe – leverer virkelig varen, hvor det dog især er Willem Dafoe som Bobby, der skinner skarpest igennem. Man mærker slet ikke, at det er en stor stjerne, som spiller overfor amatører, for Dafoe formår ved hjælp af fint og subtilt underspil at flyde naturligt ind i miljøet og give plads til de kaotiske tilværelser, der omgiver ham – og kun når historien kræver det, træder han i karakter. Det er en god idé at lade ham være en birolle, for de resterende karakterer var let blevet tyndbenede, hvis de blot var til stede for at omgive Bobbys rolle. Dog havde jeg gerne set en anelse mere uddybning i forholdet mellem Bobby og hans søn (Caleb Landry Jones). Det er selvfølgelig godt at deres forhold ikke fylder så meget, for det havde fjernet fokus fra de mere centrale aspekter af filmen og måske forsimplet karaktererne en smule, men jeg havde dog alligevel gerne set, at der lige var én ekstra scene imellem dem.

Til trods for det har Sean Baker dog med ’The Florida Project’ skabt en meget imponerende film, som både indeholder rørende drama, en flot miljøskildring og gode karakterer og skuespil. Filmens første halvdel indeholdt måske lidt for meget barneleg for min smag, men den kom hurtigt efter det, og formåede at levere en følelsesmæssig mavepuster, som gør at den fortjener fem store stjerner.

  • Release Date: 3/1/2018
Kommentarer er lukket.