Thelma

Kategori Biografen skrevet af - november 30, 2017
Thelma

Joachim Trier når nye højder som instruktør

På overfladen er Thelma en temmelig lige til film. Det er en coming-of-age historie med et overnaturligt twist. Vi følger den unge kvinde Thelma, der flytte hjemmefra for første gang, da hun begynder på biologistudiet. Her bliver hendes kristne opvækst sat på prøve, hovedsageligt af hendes forældre, der konstant beder hende om at rapportere tilbage hver evig eneste dag. Thelmas opvækst har været temmelig isoleret, så hun er ikke stærk socialt, men ved et lykketræf møder hun den smukke Anja, og der går ikke længe inden hun har mere end venskab i tankerne.

Som du nok kan læse, så lyder det ikke som noget ud over det sædvanlige, men Thelma lider også af en psykisk sygdom, der gør hende i stand til at gøre hendes drømme til virkeligheden.

Dybden er lige under overfladen
Hvis man bare ser filmen helt overfladisk, så er den ikke noget særligt. Hver eneste gang Thelma bliver følelsesmæssigt presset, får hun ukontrollerbare anfald, der vender op og ned på virkeligheden. I ni ud af ti tilfælde ville dette være en undskyld for at lave en masse forvirrende scener, og så kalde dem kunstneriske, men der er en mening med galskaben her. Jeg var aldrig i tvivl om, at der var er mere på spil, lige under overfladen.

Hele forholdet mellem far og datter skriger på ødipuskompleks. Hver eneste scene er fuld af symbolik, hver eneste person er iøjnefaldende og gåsehudstesten blev bestået mere end en håndfuld gange. Jeg læser personligt historien som en tragedie om en kvinde, der forsøger at slippe væk fra hendes forældre, der misbruger hende og gør hende føjelig, mens andre nok vil læse den som en mørk romance om en kvinde, der springer ud af skabet og skammer sig over modtagelsen fra omverdenen. Men det bedste ved det hele er, at det er fuldstændigt op til den enkelte tilskuer, hvordan man forstår budskabet mellem linjerne.

En betagende oplevelse
Det er også en utrolig effektfuld oplevelse – både emotionelt, men i særdeleshed også visuelt. Det er mig altid en gåde, hvordan nogle skandinaviske instruktører formår at få deres filmen til at se kæmpe store ud, selvom budgettet er en brøkdel i forhold til USA. Men på mystisk vis har Trier i sin film, fantastiske computergenerede effekter, scener, der springer rundt i tid og steder, og flere sekvenser, hvor man slet ikke kan regne ud, hvad der er sandt eller falsk.

Mit største problem endte derfor med at være, at jeg sagtens kunne have brugt en halv time mere i selskab med Thelma. Som filmisk oplevelse, efterlader den én åndeløs til slut, som en showcase for de unge skuespillere er den fremragende, men mest af alt, gør den det som de fleste film kun drømmer om – den efterlader en med stof til eftertanker. Alle elementer går op i en højere enhed. Joachim Trier har med andre ord skabt en film, som afføder nye tanker, hver eneste gang man ser den, og der er ikke meget andet, man kan håbe på at få ud af stor filmkunst som denne.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her