Som du nok har lagt mærke til, så har det været lidt småt med opdateringer her fra Toronto. Det skyldes ikke noget stort eller dramatisk, men blot at jeg ganske enkelt ikke har haft tid.
Helt konkret er det over de sidste par dage blevet til fire interviews med instruktører (hvoraf ingen er blevet transkriberet) og fem film (hvoraf fire i skrivende stund ikke er blevet anmeldt). Det lyder måske ikke af meget, men når man skal stå i kø en time før hvert enkelt arrangement, så går tiden lige pludselig hurtigt. Og det er ikke nogen overdrivelse. Køen til visningen af “La La Land” snoede sig hele vejen rundt om to bolig blokke. Det svarer til, hvis halvdelen af Strøget stod i en kø.
Så for at rode bod er her et galleri med eksklusive billeder, taget af Kulturbunkeren, fra Variety’s Creative Arts Symposium med blandt andet Gael Garcia Bernal .
Et meget fint arrangement med meget fine mennesker, der tænker positive tanker, der desværre nok ikke har så meget med virkeligheden at gøre.
Hvad angår interviewene, så har det været med fire meget forskellige instruktører. I søndags mødte jeg Nick Hamm, der har lavet “The Journey” (og skuespiller Colm Meaney, efter han fandt bygningen). Det var et møde med to meget erfarne og pragmatiske gamle mænd, der har været i industrien længe, og derfor ikke var bange for at dele deres både negative og positive opfattelse af den.
I mandags mødte jeg Izu Ojukwu, der har lavet Nollywood dramaet “’76”. Her fandt jeg ud af, at historien var delvist inspireret af hans egne barndomsminder fra det rigtige militærkupsforsøg i 1976, og han kunne også fortælle om den voksende filmindustri i Nigeria, der på alle måder er så langt fra Hollywood som det kan lade sig gøre.
I dag, tirsdag, lykkedes det til min store og glædelige overraskelse, at få lov til at tale med islandske Gudmundur Gudmundsson, der er aktuel her på filmfestivalen med sin instruktørdebut “Heartstone”. En meget personlig fortælling, og en meget hyggelig mand at tale med. Vi kom vidt omkring fra inspirationskilder, over til instruktørstil og sågar noget så basalt som valget af Søren Malling som den eneste “udlændinge” i filmen.
Bagefter måtte jeg skynde mig over til dokumentaristen Lutz Gregor, som har lavet dokumentaren “Mali Blues”, der er som et kærlighedsbrevet til musikken. En begavet og reflekteret mand, der havde meget på hjerte, hvilket skinner igennem både hans film, og når man taler med ham. Vi havde så meget at tale om, at vi måtte fortsætte uden for citat, da samtalen ledte over i det lidt for politiske hjørne.
Fire vidt forskellige, men ikke desto mindre unikke og interessante på hver deres måde. Og når jeg, forhåbentlig snart, får transkriberet interviewene vil der blive linket til dem i artiklen.
Når det kommer til filmene, så kan man godt mærke, at ikke alle film er ligeså gode som dem med Amy Adams.
Anmeldelserne ligger allerede oppe af både “La La Land” og “Tramps“, og begge er film som sagtens kan anbefales.
Derudover fik jeg set “Buster’s Mal Heart”, med Rami Malek fra “Mr. Robot” i hovedrollen. Det var ikke nogen stor film, og virkede mest af alt som en dårlig pastiche over stilen fra netop “Mr. Robot”.
Engelske “Denial” med Rachel Weisz i hovedrollen er en solid omgang filmhåndværk, men den mangler på alle måder den kreativitet, der kan gøre selv de mest uperfekte film utrolig undeholdende og medrivende.
Japanske “Rage” var den største omgang hysterisk følelsesporno, jeg nogensinde har set. Det var uden tvivl den værste film på festivale, lige indtil jeg så…
Den russiske “The duelist”, der åbenbart var Ruslands forsøg på at skabe en mærkelig spændingsfilm, der eksisterer i et cyberpunk univers, hvor alle er besat med at krænke hinandens ære og skyde hinanden, imens resten af tiden bliver brugt på at se sjælfuld og sej ud. Når det hele oven i alt dette også er smagløst voldeligt og blottet får humor, så er man tvangsindlagt til to timers ren tortur.
Det var det for denne gang. Vi skrives ved, kære læser, når jeg engang får tid igen, i løbet af denne hektiske, men fantastiske filmfestival.
