TIFF18: Can You Ever Forgive Me?

Kategori Biografen, TIFF af - september 17, 2018
TIFF18: Can You Ever Forgive Me?

Lee Israel er en floppet forfatter, der bor alene med sin kat, og kæmper med at få økonomien til at køre rundt – trods pengene hovedsageligt går til alkoholiske genstande på den lokale bar. I ren desperation beslutter Lee at sælge hendes dyrebare brev, der er skrevet af en legendarisk forfatter til hende personligt. Her opdager Lee, at hun kan tjene mange penge på at sælge blot ét enkelt papir til bogbutikkerne, hvis det er underskrevet af det helt rigtige navn.

Can You Ever Forgive Me? handler om Lee Israel (Melissa McCarthy), der begynder at forfalske breve for at kunne tjene penge ind. Vi følger hendes rejse fra fattig til rig, og ser hvordan ideen er opstået hos hende, og hvordan det hele blev en realitet.

Hvis du udelukkende ønsker at se filmen, fordi den sjove Melissa McCarthy er med, så er det måske ikke helt den rigtige film. Filmen er et forsøg på at være seriøs med sjove undertoner. McCarthy spiller ikke længere en fjollet og useriøs karakter, her er hun en virkelig person, der kæmper under et enormt pres. Der er sjove undertoner i filmen, men det var ikke McCarthy jeg grinede af, men derimod hendes kompagnon; Jack Hock (Richard E. Grant), der kommer med komiske indspark, selvom Lee situation er noget kritisk.

Filmen lever dog ikke op til sit fulde potentiale, hvilket højest sandsynlig bunder i historien, der ikke bliver præsenteret så spændende og interessant. Det er anderledes at se McCarthy i denne rolle, men desværre er hun svær at tage seriøs, når man efterhånden er vant til at se hende være den med en smart sjov kommentar i ærmet. Derudover får fantasien slet ikke frit spil. Vi lurer hurtigt, hvad der kommer til at ske. Vi får skåret alt ud i pap og færdiggjort alle sideplots, så vi slet ikke behøver at gå fra biografsalen med et eftertænksomt indtryk. Hvis man derimod gerne vil se hende i en anderledes rolle, og få historien om en lidt alternativ kriminel, så er Can You Ever Forgive Me? muligvis et godt bud på netop dette.

Skrevet af
En film kan være god på mange måder, men uden den rette musik og godt skuespil, kan det være svært at se dens fulde potentiale. Jeg elsker film, der ændrer ens livssyn og vender alting 180 grader - for i disse tilfælde bliver film ikke blot underholdning, men også livsbekræftende. Og så elsker jeg Thomas Newman.
Kommentarer er lukket.