TIFF18: Green Book

Kategori Biografen, TIFF af - september 14, 2018
TIFF18: Green Book

I Green Book møder vi italienske Tony i 1960’erne, der kæmper for at få økonomien til at hænge sammen for sin familie. Da han pludselig står og mangler et job, bliver han headhuntet af den sorte succesfulde musiker Don Shirley, der mangler en chauffør til at køre ham rundt i sydstaterne på hans tourné.

Filmen er præget af den rare feel-good-stemning hele vejen igennem. Der er som sådan ingen store dilemmaer eller voldsomme udbrud. I stedet følger vi blot deres rejse gennem sydstaternes mest racistiske steder, hvor de lærer hinanden lidt af hvert. Vi følger deres venskab, og hvilke nye erfaringer de får sig, som filmen skrider an.

Der er ingen tvivl om, at filmen ønsker at tydeliggøre den raceadskillelse, der var og muligvis fortsat er, i USA. Den behandler problemstillingen om ulighed i samfundet ved at repræsentere de to verdener for hinanden. Tony er dog ikke nødvendigvis rig, blot fordi han er hvid – og omvendt er Don Shirley ikke fattig, som så mange andre sorte fra den tid. Rollefordelingen er vendt på hovedet, hvilket er en sjov måde at vinkle det på. Der er ligeledes ingen af dem, der passer ind i de ”bokse”, som de skal være i, fordi de skiller sig ud fra normen.

Skuespillet er godt, der er en god kemi mellem Viggo Mortensen og Mahershala Ali. Viggo Mortensen leverer en udmærket præstation af en italiener, der spiser alt for meget i løbet af en dag, og Mahershala Ali spiller den sofistikerede musiker uden et eneste strejf af uformelhed. Det eneste jeg savnede i filmen var dér, hvor alt fejler og hele verden bryder sammen. På intet tidspunkt i filmen oplever vi en kæmpe sorg eller frygt for, at noget går galt, fordi der er intet, der udløser det. Vi følger dem konstant fra hotel til bil til hotel igen, og for hvert stop de har, opdager de noget nyt, der ’raceadskiller’ dem fra hinanden. Men der er aldrig store armbevægelser, skænderier eller følelsesmæssige konflikter – kun anerkendende og beundrende samtaler, så man ikke kan blive andet end glad bagefter.

Så hvis du har haft en dårlig dag, eller måske føler dig helt misforstået, så kan Green Book nok godt give dig følelsen af, at vi alle kan fungere sammen, trods forskellighed. Ønsker du derimod et højtråbende og følelsesmæssigt drama, lever filmen ikke helt op til den form for spænding.

Skrevet af
En film kan være god på mange måder, men uden den rette musik og godt skuespil, kan det være svært at se dens fulde potentiale. Jeg elsker film, der ændrer ens livssyn og vender alting 180 grader - for i disse tilfælde bliver film ikke blot underholdning, men også livsbekræftende. Og så elsker jeg Thomas Newman.
Kommentarer er lukket.