Weiner

Kategori Biografen af - januar 25, 2017
Weiner

For godt til at være sandt.

Weiner er historien om manden, der i visse kredse nok bedre er kendt som ”Carlos Danger”. Den demokratiske politiker Anthony Weiner blev af mange spået en stor og succesfuld politisk karriere, da han blev landskendt for sit ihærdige angreb på republikanerne, som endnu engang forsøgte at nedstemme et lovforslag til fordel for de svage, fordi det ville medføre skattestigninger for de allerrigeste. Hans ægteskab til Hillary Clintons nærmeste rådgiver Huma Abedin har hellere ikke skadet hans vej frem i politik, men så skete det utænkelige i 2011, hvor hele sexting-skandalen brud løs, og Weiner var nødt til at trække sig som aktiv politiker.

Et fejlslået comeback
Filmskaberne har fået lov til at følge Weiner to år senere, da han forsøger at stille op som borgmesterkandidat i New York. Til at starte med kører det meget godt. Her ser vi det som manden er bedst til. Hans utrolige taleevner og levering af politiske budskaber er ulige mange af hans andre kandidater, og comebacket ser meget tidligt ud til at være fuldendt – lige indtil skandalen vender tilbage med endnu flere og værre afsløringer.

Dokumentaren Weiner efterlader en med et portræt af en utrolig selvmodsigende mand. Anthony Weiner er en person, som man på dansk nok ville kalde ”en god politisk håndværker”, der er utrolig energisk, skarp og passioneret omkring hans politiske arbejde, og set med danske øjne har et fokus på de helt rigtige værdier. Desværre har han også et uforståeligt behov for hele tiden at sende mærkværdige ”erotiske” billeder af sig selv til unge kvinder.

Denne kontrast mellem arbejdet og privatlivet kunne ikke være opdigtet bedre, for den er simpelthen så ekstrem, som det kan lade sig gøre. Kameraholdet har også været så tæt på, at vi langsomt får lov til at se, hvordan den ellers kølige og reflekterede mand langsomt gå op i spåner, imens konen næsten grædefærdig må se til fra sidelinjen.

Det hele er næsten for godt til at være sandt, og hvis man på nogen måde har interesse i at vide mere om historien bag, så får man nok ikke en større afklaring end i dette glimrende værk.

Nu, hvor filmen har fået premiere i Cinemateket, har den imidlertid en endnu mere slående effekt, end da den udkom i USA. For den viser, hvor let det er for den seriøse (sensationsopsøgende) presse at ødelægge en mand, der ellers har meget politisk på hjertet.

Derfor efterlader den også mig personligt med endnu flere spørgsmål omkring, hvordan det har kunnet ladet sig gøre for den nuværende amerikanske præsident, at blive valgt, når han har sagt, gjort og stadig gør langt mere skadelig ting for alle omkring ham, uden på noget tidspunkt have haft noget på hjertet.

Verden er altså bare uretfærdig, også når man har et efternavn som Weiner.’


“Weiner” kan ses i Cinemateket fra d. 26. januar til d. 1. februar.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.