Ingen vindere i krig

I filmen 13 dage, 13 nætter rejser vi tilbage til Kabul. Efter næsten to årtier i Afghanistan har amerikanerne endelig besluttet sig for at rejse hjem igen. Krigen mod terror har slået fejl, og det kan kun gå for langsomt med at få tropperne hjem igen. Problemet er bare, at med deres hjemrejse, efterlader de et kaotisk tomrum i det krigshærgede land.

Midt i det forhastede tilbagetog møder vi Mohamed Bida, der er ansvarlig for sikkerheden på den franske ambassade. Den lille grunden ender hurtigt som en magnet for alle de civile, der søger tilflugt fra Taliban, der allerede på førstedagen lader til at overtaget magten med landet.

Fanget bag murene forsøger han, sammen med sit hold og en ung nødhjælpsarbejder, at redde så mange som muligt, også folk, der ikke er franske statsborgere. Det er bare lettere sagt end gjort, for hvordan får man organiseret en konvoj til lufthavnen, når man skal forhandle med en terrororganisation, der hader alt, hvad man står for.

© Jérôme Prébois

Det er intenst fra start til slut, og med tanke på, hvordan amerikanerne igen er begyndt at lufter tankerne om at invadere andre lande, er det rystende at blive mindet om, hvor galt det altid går. Måske ikke militært, men den menneskelige pris er uvurderlig.

Alle typer af mennesker, lige fra nødhjælpsarbejdere, til kunstnere og aktivister, selv tidligere talibanister er blandt de mennesker som Bida forsøger at evakuere, og det er en stærk påmindelse om, hvordan alle står for skud, når fascismen vinder indpas.

Meget mere ville være synd at skrive, for det er bare en film, som du bør gå ind og se. Jeg måske nævne, at Sidse Babett Knudsen har en mindre rolle i filmen, men det er ikke lige så vigtigt som at pointere, at 13 dage, 13 nætter er en dramatisk og vigtig påmindelse om, at der ikke findes nogen vindere i krig. Det er ikke bare en vellavet film, det er også en vigtig en af slagsen.