En film som ikke kan stå alene
28 Years Later – Part 2: The Bone Temple forsætter, hvor den forrige slap. Skulle man have glemt handlingen, følger vi stadig den unge Spike (Alfie Williams), der stak af hjemmefra, og som blev taget til fange af en mystisk gruppe iført joggingsæt. Forsamlingen viser sig at være en satanistisk kult, som ikke har i sinde at lade Spike slippe. Mere positivt er det dog for doktor Ian Kelson (Ralph Fiennes), vi ligeledes blev introduceret i forgængeren. Han holder stadig til på sin kirkegård, men finder et nyt håb midt i meningsløsheden gennem en uventet forbindelse til en af de inficerede.
Et brud med konventionerne
Det er svært at finde hoved og hale i, hvad man skal mene om 28 Years Later – Part 2: The Bone Temple, da det ikke er en film, som kan stå alene. Det er stadig de samme tematikker og rummineringer over menneskehedens plads i verden, men denne gang er historien ekstra uforløst.
Ikke nok med, at det er en direkte efterfølger til 28 Years Later, så er filmen også tydeligt tænkt ind som del af en ny trilogi, hvorfor der heller ikke er den store konklusion på mange af handlingstrådene.
I stedet er der rykket rundt på skærmtiden og ensemblet, så det nu er Ralph Fiennes som dr. Ian Kelson og Jack O’Connell som antagonisten Sir Lord Jimmy Crystal, der skubber historien fremad, mens den unge Spike spillet af Alfie Williams nu er blevet skubbet mere ud på et sidespor.
Det er et meget usædvanligt træk i en efterfølger at skifte perspektiv og stadig beholde meget af ensemblet, men det er også en interessant måde at gøre verden større på.
En god idé er dog, hvad det primært forbliver. Det meste af tiden sidder man tilbage med et forundret ansigt, mens man spekulerer på, hvor mange torturscener, der kan strikkes sammen, før handlingen tager en uventet drejning – og svaret er alt for længe.
En uforløst oplevelse
Eftersom filmen er delt i to, mellem Ian og Jimmy, er kontrasten kun større, når man skifter fra at følge Ian, der forsøger at efterlade et positivt aftryk, mens Jimmy har givet op og lader sig styre af menneskets værste impulser i stedet.
Ralph Fiennes er god som altid. Denne gang er det som en godhjertet skikkelse, og som så mange gange før, er det slående, hvor empatisk et blik, han er i besiddelse af, med tanke på, hvor mange skurkeroller, han har spillet gennem tiden. Man må da også rose instruktør Nia DaCosta for løfte den visuelle arv fra Danny Boyle.
28 Years Later – Part 2: The Bone Temple er en mærkværdig efterfølger til en filmserie, der på trods af det usikre filmlandskab, er lykkedes med at lave to værker, der står som skærende kontrast til det trygge og genkendelige. Intet bliver spillet sikkert, og det er da beundringsværdigt. Det ville selvfølgelig have været bedre, hvis der også var lidt mere dybde og eftertænksomhed, krydret mellem zombierne og stjernepsykopaterne, men det er værd at slå et slag for, at nogen stadig tør eksperimentere, også i en hyper kommercialiseret og konventionel tid for filmmediet.
