En eksperimenterende zombiefilm
Med 28 Years Later begiver vi os tilbage til det univers, som kickstartede Cillian Murphys karriere. Murphy er måske ikke vendt tilbage, men det er instruktør Danny Boyle, forfatter Alex Garland og ikke mindst fotograf Anthony Dod Mantle.
Næsten tre årtier efter en virus terroriserede Storbritannien, er der efterhånden blevet genskabt en form for samfund. På den isoleret og afskåret ø finder vi en landsby, hvor det er lykkes at etablere en hverdag, men da faren Jamie (Aaron Taylor-Johnson) og hans søn Spike (Alfie Williams) begiver sig udenfor landsbyens sikrer rammer, bliver vi hurtigt mindet om, at livet er langt fra så enkelt og sikkert, som det ser ud.
Historiens store spørgsmålstegn
28 Years Later er en mærkværdig efterfølger og et besynderligt værk som helhed. For det gennemgående spørgsmål man sidder tilbage med er, hvorfor har den oscarvindende instruktør Danny Boyle tænkt, at lige præcis denne historie var værd at fortælle?
Verden er af lave, men derfor er det alligevel slående, hvor stor ligegyldigheden er over for karaktererne, og det åndsforladte budskab som film præsenterer os for. Budskabet er enormt nihilistisk. Ethvert forsøg på at komme hinanden ved mislykkes, og det eneste valg man kan få lov til at træffe er, hvilken en kultlignende forening, man vil være en del af.
Der er ellers rig mulighed for at engagere publikum, enten via de enormt dygtige britiske skuespillere i ensemblet eller sågar zombiekonceptet, der altid har fungerer som røgslør for at bearbejde et hav af tankevækkende idéer. Boyle og Garland lader dog ikke til at have skænket noget af dette en tanke, men har i stedet været betaget af tanken om at lave en film, der tydeligvis er optaget på en iPhone.
Form over indhold
Billedet er forvrænget, fladt og uden kontrast, som du sikkert selv kender det fra dine egne optagelser på mobilen. Man kan sagtens argumentere for, at denne effekt højner den dokumentariske følelse af at følge et afskåret og lavteknologisk folkefærd. Hvad det dog med sikkerhed gør, er at skabe en virkelig utiltalende æstetik, der slet ikke står mål med at være en biograffilm eller er forenelig med de konstante slow-motion effekter, som var filmen produceret af Zach Snyder.
Hvorfor ellers så prisvindende og dygtige filmfolk som forfatter Alex Garland, fotograf Anthony Dod Mantle og selvfølgelig instruktør Danny Boyle har været så besat af formen fremfor indholdet er svært at blive klog på.
Konklusion lader vente på sig
Dygtige skuespillere som Jodie Comer, Aaron Taylor-Johnson og Ralph Fiennes gør, hvad de kan, men har ikke rigtig noget at arbejde med. Den eneste, der viser sig positivt frem, er den unge Alfie Williams i hovedrollen som Spike, men det er også fordi, han er den eneste som får lov til at være et flerfacetteret menneske.
Resultatet er en intetsigende zombiefilm, fuld af klichéer og langdrag, der kulminerer i en teaser til en efterfølger, der allerede er premieresat til næste år, som var det en Marvel-film.
28 Years Later er interessant som et teknisk eksperiment. Den beviser, at man godt kan lave en film optaget på en mobiltelefon, som ved første øjekast ligner en rigtig biograffilm, og slutproduktet viser også, at selvom Danny Boyle med hastige skridt nærmer sig de 70 år, er han stadig er en legesyg filmskaber. Denne gang bærer glæden for filmskabelse dog ikke frugt, fordi der ikke er noget indhold til at udfylde den dristige form. Måske giver det hele mening, når anden del, 28 Years Later: The Bone Temple, udkommer om godt et halvt år, men i mellemtiden sidder man tilbage med en oplevelse, der tydeligvis er rettet indad mod filmskaberne og ikke ud mod publikum.
