Skrækscenariet fra flere perspektiver
A House of Dynamite er en intens politisk thriller fra den oscarvindende Kathryn Bigelow. Da et atommissil bliver affyret mod USA fra en ukendt fjende, aktiveres hele det omfattende amerikanske forsvarsværk. Med alt for lidt tid, kastes regeringsapparatet ud i en umulig opgave for ikke bare at finde ud af, hvem, der står bag, men også hvordan de skal reagere, hvis katastrofen rammer.
En medrivende thriller
Kathryn Bigelow kan stadig finde ud af at strikke en thriller sammen. Man sidder fra første sekund på kantet af sædet, da det umulige pludselig viser sig at være muligt, og selvom vi befinder os i et vindueløst rum med Rebecca Ferguson foran en række computerskærme, kan man ikke vente med at se, hvad der sker.
Desværre sker der ikke nær så meget, som der lægges op til. Så snart de helt store spørgsmål skal besvares, fader filmen til sort, og så starter den samme halve time forfra, denne gang fortalt fra et andet perspektiv.
Det er en god måde at give et indblik i, hvor kompliceret det amerikanske forsvarsværk er, og ikke mindst de mange beslutninger, der skal tages på rekordtid. Det er alt lige fra at kortlægge en handleplan, opklaringsarbejdet af afsenderens oprindelse, til debatten om, hvilket proportionelt respons USA skal levere, for både at vise styrke, men også uden at eskalere den prækære situation til en altødelæggende tredje verdenskrig.
Manglende stillingtagen
Idéen med de mange genfortællinger er god, og fungerer sikkert vildt godt på papiret, men eksekveringen er kun delvist vellykket. Delvist, fordi det bliver gjort klart, hvor uhåndterbar en situation det er, selv for en kompetent amerikansk regering, men det bliver på bekostning af spændingen. Jo længere tid der går, jo mere tydeligt bliver det, at vi ikke får noget bud på, hvordan en velfungerende regering burde håndtere den utænkelige situation.
I modsætning til film som Rashomon eller for den sags skyld den mere popcornunderholdende og lette Vantage Point, genfortæller A House of Dynamite næsten udelukkende den samme halve time igen og igen. Kun til allersidst får vi et lille snært af konsekvenserne, men det er så minimalt, at det ikke rigtig gør indtryk.
Selvom filmen gerne vil være en blanding af Rashomon og Vantage Point, minder den i sidste ende mere om en mindre actionmættet version af The Last Duel. Kathryn Bigelow forhindrer sig selv i at gøre det, hun er bedst til, når spændingen bliver hæmmet af et koncept, der suger al engagement ud af publikum, efterhånden som handlingen skrider frem. De mange perspektiver bidrager heller ikke med så megen ny viden, at de retfærdiggør den tid, de påtvinger sig.
A House of Dynamite er en film fuld af lige så mange beundringsværdige bedrifter som mangler. Selv efter et fravær i instruktørstolen på otte år viser Kathryn Bigelow, at hun stadig kan få en til at leve sig ind i en anspændt thriller, uanset om det er på slagmarken eller med folk på et kontor, der taler på en videokonference.
Frygten for en atomkrig er større i disse år, end den har været længere, så emnet er enormt potent, men filmens største skuffelse er også, at man aldrig rigtig forholder sig til, hvad konsekvensen af et atomangreb kan være. Der vælger filmskaberne ganske enkelt at være apolitiske. Hvad årsagen er, skal jeg ikke spekulere i, men det forhindrer filmen i at sige noget dybere. Man efterlades derfor med en følelse af forargelse over den krigslystne verdensorden, vi igen befinder os i, men uden det stof til eftertanke, man ellers havde håbet.
