En fryd og fornøjelse at se endnu et mesterværk af Joachim Trier

Norske Joachim Trier er tilbage i biografen med sin nye og prisvindende film, Affektionsværdi. Allerede inden filmen rammer de danske biografer, har den gået sin sejrsgang verden over. Fra premieren i Cannes sidste år, har den stået på den ene hæderspris efter den anden, inden det hele kulminerede med oscaren for bedste udenlandske film, for godt en måned siden.

Med så mange roser, kan det være svært at tro, men den er god nok – det her er et eminent, cinematisk kunstværk.

Meget kortfattet handler Affektionsværdi om en splittet familie, og særligt relationen mellem den fraværende far og hans ældste datter. Efter et helt liv, hvor faren Gustav, spillet af Stellan Skarsgård, har jagtet de store karrieredrømme som en anerkendt instruktør, ser han nu en mulighed for at arbejde sammen med sin datter Nora, spillet af Renate Reinsve, som han aldrig har haft et nært forhold til. Med et manuskript og en rolle, der er skrevet til hende, i hånden, håber han, at de to stridshaner kan komme hinanden lidt tættere, men det er lettere sagt en gjort, når der er så meget forhistorie i bagagen.

Et manuskript, der sætter tankerne i gang
Præmissen åbner op for et hav af fortællinger, for hvem kender ikke til det ikke altid perfekte forhold mellem forældre og børn, så handlingen kunne også være endt enormt rodet, hvis Joachim Trier og hans medforfatter Eskil Vogt, havde sat sig for at skabe en universel fortælling, der gerne ville moralisere. Det er nemlig forfærdeligt fristende at være didaktisk, når man har med det genkendelige at gøre, men den faldgrube undgår de heldigvis.

I stedet er det en meget personlig og intim fortælling, der næsten udelukkende bliver båret af skuespillerne, deres mange samtaler og den stilfærdige, naturalistiske humor, der eksisterer i virkeligheden.

Samtidig gøres der brug af to meget smarte fortællekneb, så alle scenerne ikke bare er samtaler mellem to personer.

For det første, og som lidt af en genistreg, har Vogt og Trier valgt at gøre familiens hus til en karakter i sig selv. Vi bliver introduceret til familiens historien gennem huset, der, som var det levende, præsenterer os for de mennesker, der har holdt til inden for hjemmets fire vægge. Det er en meget elegant måde at minde publikum om, hvor meget vi er formet af vores miljø, også noget så banalt som et hus, der er gået i arv gennem generationer.

For det andet, gøres der også klogt brug af farens job som filminstruktør. Det lyder måske ved første øjekast meget one-the-nose, at lade den mandlige hovedrolle være instruktør, men det bliver udnyttet til at sætte nogle helt uventede situationer i spil, der virkelig tvinger både Nora og Gustav til at reflektere over, hvem de er, og hvad de forsøger at få ud af tilværelsen.

Et ensemble, der løfter i flok
Uden at afsløre mere, så lad mig bare slå fast, at det er et fremragende manuskript, men roserne stopper ikke her. For lige så velskrevet manuskriptet er, lige så velcastet er ensemblet. Stellan Skarsgård har leveret mange mindeværdige præstationer gennem årene i både store som små roller, men han har vel sjældent været meget bedre, som den lettere indbildske far, der ikke kan se i øjnene, hvad han har givet afkald på i kunstens navn.

Lige så rørende sandfærdig er Renate Reinsve som Nora, der nok minder mere om sin far, end hun vil kendes ved, og nok også derfor har så stærke følelser, hver gang han dukker op i hendes liv. Elle Fanning leverer lidt Hollywood stjernedrys til spektaklet, og fungerer godt som en amerikaner, der leder efter det autentiske i en kurateret virkelighed som international stjerne.

Til sidst er det også for alvor værd at fremhæve Inga Ibsdotter Lilleaas i rollen som lillesøsteren Agnes. Hun er slet ikke blevet nævnt i anmeldelsen, fordi så meget af det store plot centrerer om hendes storesøster og far, men Ibsdotter Lilleaas leverer måske den bedste præstation i et i forvejen imponerende ensemble. Agnes er endt i rollen som mægler, og er som regel den stille i de fleste scener, men hvis man lægger mærke til hende, vil man opdage at hver en gestikulation og hvert et ord, vægter langt tungere end de mere følelsesladet familiemedlemmer.

Affektionsværdi er en på mange måde helt igennem fantastisk film. Det er ikke bare et godt manuskript, det er ikke bare et godt ensemble, det er en fænomenal oplevelse, der sætter sig i kroppen lang tid, efter man har set den. Så gør dig selv en tjeneste – gå ind og se en af årets allerbedste film i biografen, mens du kan.