Endnu en ophøjet filmoplevelse af Luca Guadagnino
Den meget produktive instruktør, Luca Guadagnino, er igen tilbage i de danske biografer. Denne gang handler det dog ikke om en coming-of-age sommer som i Call Me by Your Name, eller en svedig tenniskamp mellem to mænd i Challengers, der måske er mere end bare tidligere venner. I stedet har han vendt blikket mod det akademiske miljø, og selvom det måske lyder som en støvet omgang, er det alligevel lykkes ham at skabe et intenst drama.
I After the Hunt følger vi universitetsprofessoren Alma Imhoff (Julia Roberts), der gennem mange år har arbejdet sig op og er snublende tæt på at opnå fastansættelse hos Yale University. Hun bliver dog kastet ud i noget af et professionelt og personligt stormvejr, da en af hendes mest lovende studerende, Maggie (Ayo Edebiri) rejser alvorlige anklager mod hendes ven Hank (Andrew Garfield). Det er ikke blot en prekær situation i nutiden, men kan også risikere at afsløre Almas egen blakkede fortid, og sætte hendes liv og karriere på spil.
Et kompliceret kammerspil
Nu har jeg talt i meget vage vendinger om filmens præmis, men det er kun fordi, der er tale om en meget kompleks fortælling. Historien berører mange tematikker undervejs, lige fra spørgsmålet om personaer og de indirekte løgnene vi fortæller hinanden for at holde på formerne, MeToo i en verden, hvor alt er op til debat, implicitte og eksplicitte magtforhold, og ikke mindst kampen om den fælles sandhed. Alt dette bliver yderligere kompliceret af, at vi befinder os på Yales filosofi fakultet, hvor folk er mestre i at tale om alt og intet.
Manuskriptet er ligeledes mere nuanceret end som så. For i virkeligheden handler filmen ikke så meget om selve overgrebet, men om magtforhold, og hvor svært det nogle gange kan være at identificere.
Fx er forholdet mellem Hank og Maggie ikke så ensidigt, som man først bliver ledt til at tro, da Maggie er rigmandsdatter, og hendes far har doneret store summer til universitetet. Det er måske ikke noget man kan se på overfladen, og slet ikke i et miljø, der godt kan lide at dyrke kønsidentitet, seksualitet og ikke mindst hudfarve, som de afgørende magtfaktorer, men det spiller selv sagt en rolle, når de ansatte og studerende skal gøre op med sig selv, hvem de vælger at tro på.
Ikke bare teater, men en film
Selvom historien måske hovedsageligt følger en forsamling af ældre, intellektuelle mennesker på et universitet, kan man stadig mærke en stærk kunstnerisk hånd.
Det er bl.a. i den fremtrædende lydside, hvor grænserne mellem diegetisk og non-diegetisk lyd er i konstant opbrud. Et tikkende ur er flere gange det eneste, man kan høre, mens Alma prøver fremstå upåvirket. Trent Reznor og Atticus Ross’ legesyge musik, giver hver eneste scene følelsen af ubehag, da billede og lyd bevidst ikke spiller sammen, så selv den mest banale samtale, får en trykket stemning.
Visuelt er kreativiteten også blevet inviteret indenfor. Fotografen, Malik Hassan Sayeed, har tydeligvis tænkt både lys og kameraindstillinger ind i hver en dialogisk slagudveksling, så vi også æstetisk er langt væk fra traditionel socialrealisme.
Fx er karaktererne i modlys, når de beder om tilgivelse, og i de virkelig følelsesmæssigt tunge scener, tilføjes også omvendte pov’er, så vi ikke bare krydsklipper fra den ene skulder til den anden.
Eminente skuespillere
Den visuelle ærgerrighed bliver også fulgt op af et oplagt cast. Julia Roberts spiller for en sjælden gang en karakter, der ikke er synderlig elskværdig, men troværdig ikke desto mindre. Hendes karakter spiller så meget det politiske spil, at man til tider bliver i tvivl om, hun overhovedet selv ved, hvem hun er inderste inde.
Andrew Garfield holder som sædvanlig ikke tilbage med følelsesudbruddene, mens Michael Stuhlbarg gør det, han er bedst til, når han hopper ind i enkelte scener og stjæler rampelyset. Ayo Edebiri har ikke helt samme gennemslagskraft som sine ældre kollegaer, men det skyldes nok en blanding af, at hun spiller yngre end hun er, ligesom hendes karakter også er mere vægrende.
After the Hunt er endnu en uventet, men fremragende film fra Luca Guadagnino. Nogle vil måske blive overrasket over at se ham i instruktørstolen på et drama, der lyder lige ud af landevejen. Der er da også tale om noget af narrativt skifte for Guadagnino, med en historie, der kun perifært har noget med queer identitet at gøre.
Der er dog ganske enkelt bare tale om en eminent produktion, hvor alle dele går op i en højere enhed. Vi har at gøre med et flerfacetteret manuskript, et visuelt udtryk, der tilfører mening i hvert et billede, en lydside, der ikke bare følger konventionerne, og ikke mindst et ensemble, der leverer varen. Det er en film for voksne om det komplicerede liv, hvor vi alle må spørge os selv, hvor langt vi er villige til at gå, for at opnår det, vi ønsker.
