Den voldsomme kamp for at være autentisk
Alle elsker Touda lægger fra land med at introducere os til en syngende Touda. Ude i nærheden af en skov synger hun til solen går ned, imens hun afviser diverse tilnærmelser fra mændene omkring sig. Ved mørkets frembrud klipper vi til Touda, der nu løber gennem skoven jagtet af de samme mænd, der har i sinde at voldtage hende. Med så barsk en start bliver tonen også sat for hendes farlige drøm om at blive aita-sanger.
For i filmen følger vi titelkarakteren, der bor i Marokko og optræder, hvor end hun kan få lov til det. Drømme er dog at blive en shikhat, en kunstner, der synger traditionelle sange om kærlighed, smerte og frigørelse. Det er dog op ad bakke, for ikke nok med, at hun skal kæmpe for at opnå bare en smule anerkendelse, forsøger hun også at opdrage sin døve søn i en verden, hvor der ikke vil kendes af dem begge.
Retten til at være til
I jagten på at bliver en anerkendt sanger, bevæger filmen sig gennem en lang række spændende tematikker. Hvor både den arabiske kultur, mandschauvinisme og spændingsfeltet mellem poesi og penge bliver taget under kærlig behandling.
For selvom Touda måske er dygtig, er livet ikke retfærdigt, og spørgsmålet hele vejen igennem er derfor også, om der overhovedet er plads til kunsten i en åndsforladt verden drevet af penge og magtliderlige mænd.
Nisrin Erradi leverer en stærk præstation som Touda. Hun suger al opmærksomheden til sig, og gør det let at føle både hendes stolthed, sårbarhed, vrede og håb. Det hjerteskærende forhold til hendes døve søn, der ligesom hende mangler en plads i et fastlåst og konservativt samfund, er også et stærkt kort i en film, der er intuitivt drevet af Toudas følelsesliv.
Det entydige fokus på Touda gør dog også, at fortællestrukturen kan fremstå en smule skematisk. Der er ikke grænser for den patriarkalske undertrykkelse, hun udsættes for. Selv da historien tager os til Casablanca, fortsætter de samme mønstre med at manifestere sig. Det er måske repræsentativt for livet som kvindelige kunstner i et patriarkalsk land, men skaber også en repetitiv oplevelse som seer.
Alle elsker Touda er en enormt emotionel produktion. Det er ikke bare sangene, der er følelsesladet og voldsomme, men også hele Toudas liv, der er en kamp mellem at være konform og autentisk. Båret af en stærk hovedrolle og en prisværdig mission om at kaste lys over både en kulturel tradition i form af aita-sangere, men også hvor kvælende livet kan være, når man aldrig får lov til at være sig selv. Kompleksiteten i den dramaturgiske opbygning udebliver måske, men det gør Nisrin Erradis udtryksfulde og mindeværdige ansigt ikke.
