Amsterdam

Kategori Biografen af - oktober 06, 2022
Amsterdam

En vild historie med en forfejlet eksekvering

David O. Russell har altid været en noget aparte instruktør i Hollywood. Kompromisløs i sit udtryk, har han altid kastet sig over projekter, som nogle gange har virket helt håbløse, men gennem sin fandenivoldskhed er blevet til prisvindende film som The Fighter, Silver Linings Playbook og American Hustle. Desværre er der bare en slagside ved denne tilgang, at filmene har det med at svinge vildt i kvalitet, så det nogle gange er helt blottet for indhold som i Joy eller Accidental Love, hvor Russell ikke engang selv ville krediteres i det endelige produkt.

Årsagen til denne introduktion af instruktøren er, at Amsterdam desværre ligger i den mere brogede ende af den temperamentsfulde instruktørs filmografi.

En leg med filmmediet
Det positive ved filmen er, at den er meget legesyg. Vi skifter konstant mellem forskellige objektiver, der forvrænger billedet, vi springer frem og tilbage i tid, har skiftende voice-over og et visuelt sprog, som gør det tydeligt, at historien ikke er helt normal. For selve plottet er ganske ekstraordinært, og helt klart det mest bemærkelsesværdige ved filmen.

Vi er rejst tilbage til 1933, og følger lægen Burt Berendsen, der er ramt på krop og sjæl efter første verdenskrig. Tilbage i hjemlandet prøver han at hjælpe andre veteraner, men det er svært at få livet til at hænge sammen, når man selv er et medicineret nervevrag. Tingene tager dog en uventet drejning, da hans general fra hæren dør, og han bliver bedt om at undersøge dødsfaldet, fordi datteren har en mistanke om, at den ikke var helt naturlig. Det bliver startskuddet på en vild historie, som trækker tråde lige fra den spæde begyndelse af anden verdenskrig og frem til i dag.

Desværre stopper roserne her. For selvom plottet og den visuelle præsentation er godkendt, så halter det noget mere med resten af de cinematiske aspekter.

Spild af et dygtigt ensemble
Hvis vi starter med dialogen, er den helt til rotterne. Det er lommefilosofi, når det er allerværst, hvor karakterer taler i tåger for at fremstå dybsindige, i stedet for bare at tale til hinanden som mennesker, øjensynligt fordi det ville være for kedeligt. Humoren er også fælt mislykket, fordi ingen i det stjernebesatte ensemble lader til at være med i den samme film.

Du har Christian Bale, der som vanligt overspiller, John David Washington, der forsøger at emulerer sin far, og Margot Robbie, der er som taget direkte ud af I, Tonya, for slet ikke at tale om birollerne, der kører deres helt eget show, hvad end det er Chris Rock, der fortsætter sin gimmick med at lange ud efter den hvide mand, eller Mike Meyers, der stadig tror, at vi er i 00’erne, hvor lidt makeup er nok til at skabe en mindeværdig karakter.

Hvordan alle disse dygtige skuespillere er blevet lokket til at medvirke, er mig en gåde. Historiefortællingen kollapser også under vægten af alle disse skuespillere, fordi der er ganske enkelt ikke tid til at lære nogen af dem at kende. Som løsning på det problem, er filmen håbløst overfortalt til en sådan grad, at man får tingene skåret ud i pap flere gange lige efter hinanden, gennem både voice-overs, eksposition og fantasisekvenser for bare at nævne nogle af dem.

Amsterdam er et ambitiøst forsøg på at lave en slags noir-satire, hvor en historisk ildevarslende, men også absurd fortælling, bliver taget under kærlig behandling – men den er bare ikke særlig god. Til trods for det storstilede ensemble, går det aldrig rigtig op i en højere enhed. Genskabelsen af 1930’ernes New York er flot, men ellers er der ikke meget positivt at skrive om eksekveringen af en historie, som havde fortjent i hvert fald et par flere gennemskrivninger af manuskriptet.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.