Et nyt opkald fra de dødes verden
I Black Phone 2 følger vi igen søskendeparret Finney og Gwen. Der er nu gået fire år efter de traumatiske begivenheder i den første film, hvor seriemorderen The Grabber forsøgte at dræbe Finney. Men døden er ikke endestationen for The Grabber, der nu er tilbage, ikke som menneske, men som en dæmon, der hjemsøger deres drømme og vækker den sorte telefon til live igen.
Hvor den første film var en meget lille og intim gyser, der fulgte to søskende, der på hver deres måde, forsøgte at få skovlen under en seriemorder, krydret med en overnaturlig telefon, der gav adgang til en verden hinsides vores, er Black Phone 2 langt mere optaget af det trolddomsagtige. Alt er blevet mere bombastisk. The Grabber er ikke længere bare en klam psykopat med hang til barnemord og en maskefetich, men er nu blevet Freddy Kreuger, der kan invadere de Gwen og Finneys drømme og terrorisere dem både fysisk og psykisk.
Nyt fokus
Med knudepunktet vendt på hovedet, har det også betydet, at rollefordelingen er bytte om. Nu er Gwen, der er den primære protagonist, mens Finney er fanget på sidelinjen og må forsøge at redde sin søster, inden The Grabber får fingrene i hende i drømmenes verden.
Man tænker måske, at det lyder fedt at tilbringe mere tid i åndernes verden, og det er det da også, men kun rent visuelt. Gennem et hav af drømmesekvenser skiftes æstetikken, så det ligner en nedslidt 16mm hjemmevideo fra 1980’erne, og man må bare tage hatten af for, at Scott Derrickson og co. virkelig kan finde ud af strikke en professionel produktion sammen.
Desværre er Gwen bare en langt mindre interessant karakter end Finney. Hun fungerede bedre som den magiske deuteragonist, der kunne sætte skub i handlingen, men som den primære drivkraft, er hun alt for monoton.
Tingene bliver heller ikke bedre af, at de to børn efterhånden er blevet voksne. Et er, at skuespillerne Mason Thames og Madeleine McGraw nu er noget større, og heller ikke ser så forsvarsløse ud, men de lidt for mange tråde til A Nightmare on Elm Street, gør kun den nykronede superskurks mange dumdristige handlingen mere frustrerende, når han skal forestille at være en magtfuld, ondskabsfuld ond. The Grabber ender med at gøre mere gavn end skade for vores to protagonister, allerede inden den actionfyldte tredje akt, og det er ikke det, man ønsker at se fra sin skrækindjagende gyserantagonist.
Black Phone 2 er solidt, visuelt gyserhåndværk, men ikke så meget mere end det. Scott Derrickson kan stadig sit kram, men alt det, der gjorde den første unik, forholdet mellem de to søskende, en uhyggelig seriemorder og den udefinerbare forbindelse til de dødes verden, er alt sammen forsvundet til fordel for en meget mere jævn, men også entydig kamp mellem det gode og det onde. Den skal nok underholde folk, der gerne vil have et gys i halloween-måneden, men så heller ikke mere end det.
