Den trygge familiefilm
I Børnene fra Sølvgade 2 har de fire søskende, Tristan, Katinka, Kirk og Petra endelig fundet et trygt hjem hos Miss Nelly og Brian. Efter en hel film på flugt fra kommunetrolden, kan de endelig ånde lettet op og leve som helt almindelige børn – tror de. For lykken var ikke ved, da deres rige mormor og morfar en dag banker på døren. Selvom de aldrig har haft noget tæt forhold til deres børnebørn, har de besluttet sig for at kræve forældremyndigheden. Bedsteforældrene kan tilbyde børnene et liv i rigdom på deres slot, men det vil være på bekostning af den varme og kærlighed, de har fundet på ny.
Derfor tager børnene kampen op, og med hver deres særlige evner, lægger de en plan for at vinde retten til at vælge, hvor de gerne vil være.
© Anne Schwartz
Børnevenlig Olsen Banden-komik
Hvis ikke man her set den første Børnene fra Sølvgade, er der ikke tale om noget drama, men rolige og hyggelige familiefilm. Plottet centrerer måske om en gruppe børn, der er blevet efterladt af deres mor, men stemningen er altid tryg og varm. Ingen er virkelig onde i filmen, hvor hver eneste antagonist, bare er en misforstået person med gode intentioner. Så når børnenes plan ikke går som planlagt, er man aldrig bange, fordi man hele tiden bliver mindet om, at vi ikke befinder os i den barske virkelighed.
Det er bl.a. musikken, der er som taget fra en amerikansk actionfilm. Som en medspiller, er den altid til stede og får selv en rundvisning på et støvet slot til at fremstå som en magisk oplevelse. Instruktør Mehdi Avaz er med andre ord ikke bleg for at male med den store pensel, for at opnå den tilsigtede tone på rekordtid.
© Anne Schwartz
Kører den hjem på charmen
På samme måde har vi også stadig at gøre med arketyper. Det er et forståeligt fortællekneb, når man har så mange mennesker i ensemblet, men det fører også til utilsigtet komiske situationer. Fx da morfar Karl bliver irettesat for at være sur over, at en fremmed, voksen mand er flyttet ind på deres loft, fordi man skal altså ikke skælde folk ud. Nu ved vi i publikum godt, at Miss Nelly er godheden selv, men det gør Karl ikke. Og det er et godt eksempel på, at man ikke skal tage tingene alt for seriøst, også selvom filmskaberne ikke altid selv er klar over det.
I forlængelse heraf, er det også værd at understrege, hvilket scoop det er at have lokket Søren Pilmark til at spille den sure morfar. Der er absolut intet at arbejde med på papiret, men Pilmark er så dygtig, at han kan få selv en endimensionel antagonist, til at fremstå om som en fortvivlet og elskværdig person.
Dualiteten er også rammen for hele produktionen. For selvom Børnene fra Sølvgade 2 stadig ikke er stor filmkunst, går tingene op i en højere enhed. Man kan ikke lade være med at blive charmeret af det varme ensemble, og man efterlader biografen i godt humør.
