Forhåbentlig starten på en lang tradition
![]()
Hvad koster den ven?
En revy til børn, i en forhåbentligt tilbagevendende tradition, er godt nyt for dansk børneteater, og målt på netop børnene i salen til premieren, rammer revyen plet.
Det er kendte revykræfter, der står foran og bag scenen, og i selve udviklingen har der været flere skolebesøg, hvor teksterne er blevet afprøvet på målgruppen, der har kunnet være med til at pege på, hvad der er sjovt, men samtidig repræsentativt og lærerigt i 2026.
Børnerevyen anbefales til børn fra 6 til 12 år. Jeg er til dels enig, men synes måske 12 år er lidt for optimistisk, numrenes øjenhøjde og ramme taget i betragtning. Sangene, derimod, henvender sig i størstedelen af tiden til det lidt ældre og derfor også mere reflektionsparate publikum.

Hvad så, pissemyrer
Julie Kaya Ahnfelt-Rønne er vært på revyen og styrer os med sikker hånd igennem løjerne, som Magnus Snorre Engelbrechtsen spiller musik til. Kristian Holm Joensen og Rikke Bilde er veltrådte på den danske revyscene, og Laus Høybye sender denne første børnerevy til et meget højt niveau, som bliver spændende at følge i de næste år.
Vi kommer vidt omkring i løbet af de passende 50 minutter, som revyen er sat til. Der er plads til sjov for sjovs skyld, men vi kommer også forbi spørgsmålet om, at alle måske ikke har penge til at tage på ferie, skilsmisseordning mellem far og mor, mobberi, demokrati, løgn og revyens showstopper, det lille bjerg, der gerne ville være det store bjerg.

Demokra-ti-stille
Sangene ”Jeg tænker på det alligevel”, ”Delebørn” og ”Vi har været på ferie” rammer hårdt og dybere i hjertekulen, end jeg troede, vi skulle opleve til en børnerevy. Men i en lang dansk tradition, hvor man tager børns underholdning alvorligt og netop tænker på det som mere end underholdning, er det enormt prisværdigt at opleve.
Kostumerne passer fint til tanken om en revy, men scenografien eller manglen på samme er på grænsen til ussel. Den yderste og lyseste farve af tre rammer, ser selv på bagerste række jordslået ud med pletter og striber. Det er muligt, at det er lysindfaldet eller gennemsigtigt stof, eller hvad det nu må være, og børnene er fuldstændig ligeglade, men det må stadig kunne gøres lidt bedre.
Det vigtigste er børnene, og de bliver introduceret til revygenren på en vidunderlig måde. De grinede, de var med, og de gav også plads til budskabernes til tider seriøse tone.
Dette er forhåbentlig begyndelsen på en vidunderlig tradition.

Børnerevyen 2026 spiller fra 27. august til 10. september. 2026. Aveny-T.
Varighed: 50 minutter. Uden pause.
Medvirkende: Laus Høybye, Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen. Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen. Komponister &musikere: Magnus Snorre Engelbrechtsen, Laus Høybye. Vært: Julie Kaya Ahnfelt-Rønne.