For lille til sit eget bedste
I Bugonia tager den enormt produktive instruktør Yorgos Lanthimos os med ind i hans nyeste satiriske univers. De to fætre, Teddy og Don, er overbeviste om, at Jorden er blevet invaderet af rumvæsner. I deres forsøg på at frelse menneskeheden fra denne skjulte trussel, har de sat sig for at bortføre den magtfulde erhvervskvinde, Michelle Fuller (Emma Stone), som der er sikre på, i virkeligheden er en alien forklædt som menneske.
Hvad der starter med en næsten komisk konspiration, udvikler sig hurtigt til et intenst og absurd psykologisk drama. For hvem kan man egentlig stole på, når grænsen mellem sandhed og vanvid er eroderet?
En stor historie gjort til et kammerspil
Det lyder som en spændende og episk fortælling, men er i virkeligheden mest af alt et kammerspil. Ret skal være ret, filmen udforsker med Lanthimos’ vanlige sorte humor, menneskets behov for at finde en mening med galskaben, og når menneskeheden har fastlåst kursen mod selvudslettelse, lyder idéen om rumvæsner som bagmændene, måske ikke helt så tosset. Den kunstneriske ånd lever stadig i bedste velgående, også efter hele tre film på tre år af Yorgos Lanthimos med Emma Stone i hovedrollen, men selve plottet er for småt til sit eget bedste.
For selvom det hele ellers starter med en mand, der er overbevist om, at Emma Stones CEO er et rumvæsen, tilbringer vi næsten hele spilletiden i og omkring Teddys hus.
Det er virkelig ærgerligt, at vi ikke begiver os nogen steder hen, fordi så er der også færre muligheder for at møde de aparte skæbner, der ellers gør historier som denne så tiltalende.
Her kan fx nævnes den undskyldende lokalbetjent, som meget anmassende og akavet beder om tilgivelse for noget, han har gjort mod Teddy, da han var barn. Det er en lille sidekarakter, der tilfører noget flair, og dem plejer Lanthimos’ film ellers at være tætbefolket med, men udover ham er det et sparsomt ensemble og et ligeledes sparsomt persongalleri.
Emma Stone og Jesse Plemons redder filmen
Det utvetydigt store højdepunkt er ikke overraskende Emma Stone og Jesse Plemons. De er enormt seværdige på hver deres måde. Plemons er med sin idiosynkratiske udstråling altid et enigma foran kameraet, for slet ikke at tale om Emma Stones frygtløse tilgang til sine roller. De er begge blevet bedre med årene, men Stones må efterhånden siges at være hovedårsagen til at se de film, der har hende på rollelisten.
Så selvom Bugonia er en film med åbenlyse styrker, er den også mindre og heller ikke lige så vellykket, som dem Yorgos Lanthimos har stået i spidsen for de seneste år. Dramaet centrer sig næsten udelukkende om tre karakterer og en konspirationsteori, der har ført dem på kollisionskurs. Det er visuelt tiltagende og velspillet, men ikke uden ugler i mosen.
Historien er ganske enkelt ikke så vild eller tankevækkende, som man ellers bliver ledt til at tro, gennem en stilren og fængende åbning. Slutningen er også en kende mere nihilistisk end satirisk, der bruger lige lovlig enkle generaliseringer og stereotyper for at skynde sig i mål. Det er som om, at også Lanthimos bliver træt af sin egen film til sidst og spurter mod det billede, han har tiltænkt den visuelle afslutning, der forhåbentlig kan fange publikums opmærksomhed. Emma Stone og Jesse Plemons er derfor grunden til at se filmen, der er underholdende, man skal bare ikke forvente et manuskript, der er lige så skarpt som Poor Things.
