Filmen Miroirs No. 3 har, siden premieren på Cannes Film Festival sidste år, taget den internationale filmverden med storm. Fra den fornemme verdenspremiere i Cannes til de overvældende kritikerroser har den tyske produktion bevist, at stor filmkunst stadig kan skabes i de mest intime rammer.
Bag succesen står den tyske mesterinstruktør Christian Petzold. I forbindelse med den danske premiere har vi her på Kulturbunkeren talt med instruktøren om rejsen fra storpolitiske allegorier til det nære sorgarbejde, vigtigheden af et fast ensemble, og hvordan et skuespilleroprør endte med at ændre filmens slutning.
Der vil være spoilers undervejs.
Et uventet horror-scenarie og en verden i opbrud
Vi mødes i et rum lige på første sal af Grand Teatret. Idet vi får serveret kaffe i meget små kopper, bliver døren til lokalet pludselig låst udefra.
“Det er ligesom i en gyserfilm,” udbryder Christian Petzold og griner hjerteligt.
Samtalen falder dog hurtigt på den menneskelige facade – et tema, der i høj grad gennemsyrer hans nye film Miroirs No. 3.
I Miroirs No. 3 overlever den unge Laura (spillet af Paula Beer) en fatal bilulykke og tages ind af en fremmed familie på landet. På trods af den intime, landlige præmis afviser Petzold fuldstændig, at filmen skulle være apolitisk. Da hans egne børn kritiserede filmen for at mangle den åbenlyse storpolitiske kant fra hans tidligere værker, måtte han forklare dem den underliggende intention. For ham fungerer den lille, sørgende familie som en stærk kontrast til den moderne verdens destruktionstrang.
“Jeg sagde til dem, at hele verden lige nu befinder sig i en opbrudstilstand,” forklarer Petzold og drager paralleller til populistiske ledere som Donald Trump og Nigel Farage. “Alle ønsker at rydde op i verden, at ødelægge gennem bomber. Men disse fire mennesker i min film forsøger at reparere noget.
Når man vil reparere noget – for eksempel en vaskemaskine – er man nødt til at forstå den. For at forstå noget, er man nødt til at tænke over det. Det betyder at reflektere. Så begynder komplikationerne, og det kræver, at intelligensen sættes i arbejde. Det er nøjagtig det samme, der gør sig gældende for vores sjæle, vores sind og vores sociale adfærd. Vi er nødt til at reparere det, og vi er nødt til at tænke over, hvad der skete. Det er meget simpelt, men det er ufatteligt kompliceret.”
Køkkenfester og den bristede boble
Hos den nye familie glider Laura langsomt ind i rollen som en erstatning for familiens afdøde datter. Denne transformation giver hende en unik mulighed for at slippe fri af forventningerne til sin gamle eksistens. Petzold drager en fascinerende parallel til dynamikken til en almindelig fest.
“Når man er til en fest, og man står i køkkenet, er det første eller andet spørgsmål fra en fremmed: ‘Hvad laver du?’. Det handler om identitet,” fortæller instruktøren engageret. “For Laura er ulykken en genfødselssituation. Hun ligger der, og den anden kvinde, Betty, spørger kun efter hendes fornavn. Ingen spørger, hvor hun kommer fra, eller hvad hun laver. Alt hvad der sker derefter, er opbygningen af en helt ny identitet.”
Spændingen i huset kulminerer især i relationen mellem Laura og familiens søn, Max, som er fanget i et ufrivilligt rollespil.
“Han kan ikke kysse hende på grund af incest-tabuet,” uddyber Petzold. “På den anden side er hun jo ikke hans søster. Så hvis han vil kysse hende, må han sige ‘du er ikke min søster’. Men hvis han siger det, vil hun øjeblikkeligt forsvinde, fordi så er illusionen brudt. Han har ingen chance. Det er en meget simpel, men kompliceret situation.”
Da sandheden uundgåeligt tvinges frem i lyset, reagerer Laura med et voldsomt raseri.
“Hun er ikke vred over sandheden,” understreger han. “Hun er vred over, at denne boble af en ny identitet nu brister. Derfor er hun vred.”
Modstanden fra det faste ensemble
Miroirs No. 3 markerer endnu et samarbejde mellem Petzold og skuespillerinden Paula Beer. Hvor mange instruktører konstant udskifter deres cast for at undgå at stagnere, hylder Petzold sit faste ensemble for netop at fremtvinge fornyelse.
“Jeg kender mænd på datingmarkedet, som har to gode vittigheder og kender én god restaurant,” fortæller Petzold tørt. “Når de møder en ny kvinde, bruger de deres to historier. Når de så er løbet tør for indhold, må de finde en ny pige for at kunne fortælle de samme historier igen. Men når man arbejder med de samme skuespillere, er man nødt til at ændre sig selv. Man skal finde på nye historier, nye vittigheder, nye film og nye restauranter.”
Den dybe tillid og faglige modstand i Petzolds ensemble kom for alvor til udtryk, da Paula Beer og medspilleren Enno Trebs nedlagde veto mod filmens oprindelige slutning. I det oprindelige manuskript skulle Laura vende tilbage til familien og lade sin identitet permanent udslette for at overtage rollen som datteren Yelena.
“Jeg bryder mig virkelig ikke om at blive kritiseret af skuespillere,” indrømmer Petzold åbenhjertigt. “Min første indskydelse var at forsvare manuskriptet. Men de spurgte mig, om filmens konklusion virkelig skulle være, at hun bare blev datteren. Hendes flugt burde være en flugt ud i selvstændighed. Da vi optog min forkerte slutning, vidste jeg, at de havde ret. Så jeg måtte lave det om. Og derfor er de intelligente samarbejdspartnere.”
Afslutningen på en protestantisk løgn
Længe har både pressen og fans spekuleret i, at Miroirs No. 3 udgjorde det afsluttende kapitel i instruktørens varslede trilogi om elementerne – efter vand i Undine og ild i Rød himmel. Mange mente endda, at slutscenens åbne vindue var et bevis på, at filmen repræsenterede elementet luft. Men Petzold afslører nu, at det hele har været et røgslør.
“Alle siger, at det er en film om luft og vind. Okay, så må det være sådan,” griner han. “Men hele idéen om element-trilogien var i virkeligheden en lille løgn. Jeg er opdraget med strenge protestantiske idealer om at arbejde. Hvis jeg laver en film, som jeg selv godt kan lide, kan jeg nemt finde på at ryge marihuana og lave absolut ingenting i tre år. Så løftet om en trilogi var udelukkende for at tvinge mig selv til at arbejde videre. Min næste film handler om en blind shaman og hendes datter i Berlin, så der er absolut intet element i den. Så lad os sige, at trilogien er officielt slut – for så er jeg endelig fri af den.”
