En både overraskende og forudsigelig oplevelse
I Coyote vs. Acme får vi endnu engang en live-action og animationshybrid, der tager udgangspunkt i det gakkede Looney Tunes-univers. Denne gang følger vi dog ikke Snurre Snup eller Daffy And, men i stedet prærieulven, Grimm E. Ulv, der i årtier har jagtet Hjulben uden held. Nu har han dog fået nok af ACME’s mange defekte produkter og hyrer derfor en advokat, der kan lægge sag an mod gigantkoncernen. Der er virkelig tale om David mod Goliat, og selvom prærieulvens advokat ikke ligefrem tror på sagen, giver prærieulven som bekendt ikke særlig let op.
Et levn fra fortiden
Det er efterhånden sjældent, at man får lov at opleve ikke bare en tegnefilm, men en blanding mellem live-action og 2d-animation i biografen i dag. Film som Looney Tunes: Back in Action og den oprindelige Space Jam er efterhånden så gamle, at man selv følger gammel, når man tænker tilbage på dem. Det skulle da heller ikke være let at få denne film i biografen, der i første omgang blevet fjernet fra Warner Bros. udgivelser, så den kunne blive trukket fra i skat.
Nysgerrigheden har dog været enorm, og tre år efter den oprindelige premieredato kan man nu opleve Coyote vs. Acme i de danske biografer. Det spørgsmål er dog, om den har været ventetiden værd, og svaret er i virkeligheden både og.
Fuld af alt det, man gerne vil have – og lidt til
For reelt er der ikke tale om ikke nogen stor eller episk film. Det er en lille intim historie, der følger nogle af de tertiære karakterer fra Looney Tunes’ bagkatalog, bundet op om en følelsesmæssig historie, der er mere optaget af omsorg og næstekærlighed end det helt store, spektakulære overflødighedshorn af effekter. Ligesom den magre prærieulv ikke kan måle sig med Snurre Snups popularitet, ligeledes kæmper hans umage makker og advokat Kevin med noget af et mindreværdskompleks. Karakterernes personlige rejser, hvad end det er animerede eller menneskelige, er ikke ligefrem overraskende eller komplekse, men sikrer filmen en solid og konstant fremdrift.
Man skal derfor ikke forvente, at den dybe tallerken bliver genopfundet, eller der bliver sat nye standarder for mødet mellem tegnefilm og live-action. Der er ambitionerne simpelthen for små, ligesom animationen desværre heller ikke er så eminent, som man kunne have håbet.
Men i det store hele, gør det dog ikke noget, at handlingsforløbet er temmelig forudsigeligt, eller at budgettet heller ikke er verdens største, for der er nok charme og gakkede løjer til, at det hele fremstår mere oprigtigt end kynisk. Tegneserievold er altid sjovt, når det får plads til at gå helt over gevind. De voksne biografgængere får også lidt med, da manuskriptet mellem linjerne langer ud efter de kyniske forretningsmænd, der retfærdiggør al dårligdom med det tankeløse mål om evig vækst. Der er ovenikøbet også fundet plads til nogle rørende øjeblikke henimod slutningen, og det var trods alt ikke noget, jeg havde forventet, da jeg gik for at se en film om en sulten, animeret prærieulv, der sagsøger en våbenfabrikant.
