En klassisk gyserfilm
I Dangerous Animals følger vi den unge amerikanske surfer Zephyr. Hun er taget til Australien for at ride på bølgerne og flygte fra sin fortid. Efter et meet-cute med den flotte Moses, ser fremtiden dog lysere ud, indtil handlingen pludselig tager en mørk drejning, da hun bliver kidnappet af Tucker – en seriemorder med hang til at fodre sin ofre til hajer.
Et setup fra en svunden tid
Filmen er som taget direkte fra 1980’erne. Det er med alle de klassiske elementer som fx den slagkraftige final girl, der ikke er så ren og pæn, som hun ser ud, en skurk, der holder enetaler i evigheder, et påklistret romantisk sideplot, og selvfølgelig en masse iscenesatte blodige mord.
Hassie Harrison gør det godt som den ensomme Zephyr, der bliver sat i en umulig situation. Hun er slagkraftig og fuld af en fandenivoldskhed, der gør hendes snarrådighed troværdig, i takt med, at hun bliver tvunget til at finde på flere og mere opfindsomme måder at slippe fri på.
Jai Courtney giver den fuld gas som seriemorderen Tucker. Man kan måske have svært ved at huske hans navn eller person, men hans tilstedeværelse som rendyrket psykopat og massemorder, lægger man mærke til. Han har tydeligvis en fest, hvilket gør, at på samme måde som med Harrison, bliver manglerne i karakterarbejdet lette at ignorere, fordi han er så underholdende.
Drevet af konventionerne
Med tanke på, hvor godt filmskaberne har styr på genrekonventionerne og arketyperne, man forventer at se i en gyser som denne, er det alligevel påfaldende, hvor meget der bliver holdt igen med de bloddryppende sekvenser.
Den største overraskelse i en film, der gør en dyd ud af efterleve forventningerne er, at man skal vente helt indtil den sidste akt, før blodet virkelig begynder at flyde. Indtil da er der mere mådehold over gysene, der bliver drevet mere at en ubehagelig stemning med få udvalgte splat på lærred.
Dangerous Animals er en gyserfilm, der giver publikum det, de vil have. Der er masser af uhygge, en fysisk truende skurk og i takt med at tiden løber, bliver situationen kun mere og mere tilspidset og blodig for den unge kvinde, der forsøger at slippe væk fra seriemorderen.
Man kan ikke klandre filmen for at levere, hvad man forventer, men man kan også godt tillade sig at være skuffet over, hvor lidt personlighed, der er over eksekveringen. Det er en professionel produktion og den skal nok finde sit publikum, men den er for sikker og afdæmpet til at opnå kultstatus.
