Et kærlighedsbrev til enhver, som føler sig ensom
I dag bliver en god dag, fordi…
Det er en god øvelse at skrive et brev til sig selv. Det kan give svar på meget, og for den ensomme teenager Evan Hansen bliver et sådant brev starten på et helt nyt og anderledes liv, hvor han bliver set og hørt. Der er bare det (lille) problem, at det hele er en misforståelse, der som en lille snebold, der triller ned ad et kæmpe bjerg, bliver til en lavine, der er umulig at slippe væk fra.
Det er ikke en løgn, i hvert fald ikke i begyndelsen, og man forstår og sympatiserer med Evan Hansen, der er hårrejsende formidabelt spillet af Thorbjørn Hedegaard. Hver detalje i hver bevægelse emmer af akavet teenager, der ikke kan finde fodfæste i livet.
Selv om forestillingen er en musical, er der ikke lagt i kakkelovnen til skønsang og de ellers tilhørende spektakulære showstoppere. Tværtimod er forestillingen rå i sit udtryk og på intet tidspunkt bange for at være en socialrealistisk version af musicalgenren.
Det kræver mod og en helt særlig selvtillid ikke at synge som Thorbjørn Hedegaard, der synger rollen som Evan Hansen, men lade Evan Hansen synge gennem Thorbjørn Hedegaard med alt, hvad der er af stemme, der er gået i overgang, og forkert vejrtrækning, der knækker ordene over.
Den samme beskrivelse gør sig også gældende for Johanne Louise Schmidt, hvis portræt af en, på grund af omstændighederne, utilstrækkelig mor, gjorde denne anmelder grådkvalt.
Frustrationerne, sorgen og livets skuffelse er vigtigere end skønsang, og portrættet bliver således ført med over i musikken og sangen i modsætning til at blive sat på pause, som det ellers ofte er tilfældet i musicals.
Connor elskede at tale om, hvor meget han hadede at stå på ski
Sara Viktoria Bjerregaard træder lidt i baggrunden denne gang med rollen som Zoe efter kæmpe forestillinger som Moulin Rouge! The Musical, Evita, og Vi De Druknede, men der bliver på ingen måde trådt vande. Ingen rolle er lille. Portrættet af en ung pige, der har mistet sin bror, og den skam, der følger med over at være lettet, blandet med et svagt håb for fremtiden, er, i samarbejde med instruktionen fra Sara Cronberg, endnu en af de mange grunde til, at denne forestilling beviser, at musicals kan være skelsættende scenekunst, der efterlader sit publikum med andet og mere end underholdning.
Det betyder ikke, at alting skal være tungt, hårdt og sørgeligt. Forestillingen Dear Evan Hansen er også sjov. Manuskriptet, skrevet af Steven Levenson, er fyldt med ironi og galgenhumor, som, velplaceret og velafbalanceret, fungerer som modpol til dramaet og hjælpeløsheden og holder hele skelettet på plads, så historien aldrig vælter for meget i én retning.
Skuespilhusets store scene er, som navnet sjovt nok antyder, stor. Meget stor. Det er ofte lidt af en udfordring for scenograferne at fylde tomrummet ud. Her er Dear Evan Hansen ingen undtagelse.
Hvis det ikke var for det otte personers store og ekstremt velspillende orkester, kunne forestillingen sættes op på de fleste mindre scener i landet. Store sidestykker er blevet sat op for at gøre scenen mindre, og rekvisitterne er ikke meget mere end et par springmadrasser, stole, borde og et elevskab. Men der er bestemt heller ikke brug for mere.
Lyssætningen er blå og melankolsk, og skygger af træer er gennemgående, hvilket flot og minimalistisk fungerer som medfortæller. Det er dejligt at se hele orkestret repræsenteret på scenen, som bliver afsløret til sidst i første akt. De sidder ellers gemt øverst bag kulissen, og selv om jeg godt ved, at de bliver gemt for ikke at stjæle alt for meget af opmærksomheden, så ville jeg have ønsket, at vi så mere til dem.
Jeg lover, at en dag kommer alt det her til at føles langt væk
Forestillingen Dear Evan Hansen vil og kan ufatteligt meget mere, end de fleste nok havde forventet, men lidt grus i maskineriet er der stadig.
Manuskriptet er meget amerikansk. Her mener jeg ikke, at det er dér forestillingen foregår, for det er det selvfølgelig også, men historiefortællingen, fremdriften og forhindringerne afspejler i høj grad en amerikansk tankegang og måde at håndtere sig selv og hinanden på. Det kan vi som danskere stadig spejle os i, men for hvert år der går mindre og mindre.
De oversatte sangtekster lyder, som om der har været mere fokus på forståelse frem for fremførelse. Der er ofte for mange ord i sætningerne, hvilket giver de medvirkende store udfordringer.
Når opsætningen selv skriver, at Dear Evan Hansen er et kærlighedsbrev til enhver, som føler sig ensom, er det ikke bare en velkomponeret plakattekst, men hele præmissen for, hvorfor netop denne musical skal prioriteres. Men da publikum går hjem, hvor går Evan Hansen så hen? Er han så egentlig et bedre sted nu, end før den rejse, vi lige har været med på?
Hvis du er forælder til en teenager, så spark døren ind og slæb dem ind i Skuespilhuset. NU.
Dear Evan Hansen spiller fra den 17. januar til den 7. marts 2026. Skuespilhuset. Store Scene.
Varighed: 2 timer og 45 minutter. Inkl. pause.
Medvirkende: Thorbjørn Hedegaard, Johanne Louise Schmidt, Sara Viktoria Bjerregaard, Viktor Pascoe Medom, Marie Dalsgaard, Carsten Svendsen, Kevan Nirwan Soliman, Malaika Berenth Mosendane. Manuskript: Steven Levenson. Musik og sangtekster: Benj Pasek. Musik og sangtekster: Justin Paul. Vokal-arrangementer: Justin Paul. Musikalske arrangementer: Alex Lacamoire. Iscenesættelse: Sara Cronberg. Scenografi og kostumedesign: Karin Gille. Kapelmester: Niels Søren Hansen. Koreograf og assisterende instruktør: Melker Sörensen. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Rasmus Kreiner. Oversættelse: Marie Degener Troelsen.
