Hvis jeres forhold var en bil, hvilken bil ville det så værre?

Bare ærgerligt Sonnyboy
Med Den eneste ene – The Musical får man lige præcis det, man går og forventer, man har købt billet til. Man får de mange klassiske replikker, der var med til at definere tidsånden i slutningen af halvfemserne, man får tonerne fra et soundtrack, der ligeledes var i ivrig rotation i mange år, efter filmen havde sat gang i en ny bølge af mere muntre fortællinger i den danske filmskat, og man får en musical, der (bare) vil underholde og sætte det grå vintervejr på pause udenfor.

Men det bliver også hurtigt tydeligt, at karakterer, tekst, normer, værdier og æstetik er et produkt af sin samtid, og at man nu sidder og oplever en skildring af en tidslomme.

Det er vel meget normalt. Grease foregår i slutningen af 1950’erne og Jersey Boys foregår i 1960’erne. Det giver sig selv, men selv om kostumer, parykker og ja, alt andet peger meget direkte på det årstal, som filmen og derfor handlingen foregår i, opstår der en følelse, der er svær at forklare. Forestillingen bliver ikke præsenteret som nutidig, men den gør heller ikke tydeligt nok det modsatte, og man bliver lidt efterladt med en splittet følelse af, at hvis handlingen er ment som nutid, er der mange ting, der ikke er ældet med ynde, og som burde skrives anderledes, og hvis det er ment som skildring af en tidsperiode burde det stadig få en anderledes behandling og opdatering.

Forestillingen kommer altså, med andre ord, ikke uden om, at den tager sit publikum for givet.

Hvis du ikke har set filmen, bliver du taget som gidsel i en nostalgisk replik og sangparade, for det er tænkt og bygget op, som om du ved, hvornår handlingen foregår, hvem der er hvem, og hvornår kærligheden dukker op.

Man skal snakke med børn
Måske skal man bare nyde det, der er meningen med opsætningen, og lade alle panderynkerne blive udenfor sammen med det føromtalte vintervejr.

Der er inviteret til fest og romantik i en verden, hvor man stadig gerne må lave karikerede personligheder, der både gør grin med udseende og intelligens, uden at det er ment som en fornærmelse. Det er dejligt befriende og faktisk en stor lettelse.

Tempoet er højt, der skiftes mellem de to parforhold, der holder til på hver sin side af scenen, og ind og ud går det ad svingdøren i midten, der centrerer, hvad der skal forestille et gigantisk køkken med skuffer, låger og skabe. Det er godt tænkt, når nu Niller altid taler om køkkener og bruger metaforer à-la “vores hængsler passer sammen”.

Selvsamme scenografi ender med at blive lige lovlig gentagende, og selvom der er indsat lys til at forstærke diverse stemninger og skabe udtryk, ender helheden med at være statisk.

Jeg er ligsom ikke Pædagok, vel?
De medvirkende gør det forrygende, selvom de ofte virker til at efterligne de skuespillere, der spillede karaktererne i filmen, men det er det publikum vil have. Det er tydeligt til premieren, hvor flere sidder og venter på forskellige citater, der ikke bare skal siges, men siges på en meget bestemt måde.

Ingen nævnt, ingen glemt, men så alligevel vil jeg gerne fremhæve Stanley Bakar, som gør de scener, han medvirker i, elektriske. “Forza Italia!”

Alle i ensemblet har internationalt format; det er tydeligt, også selvom mange af dansenumrene virker som fyld mere end som nødvendig fremgang, men så er vi tilbage til festen, og det må der også gerne være plads til. Bare fordi.

Det er ikke nogen hemmelighed, når det kommer til musicals og Tivolis Koncertsal, at det ofte har virket til, at anlægget ikke har kunne følge med, men det var ikke tilfældet denne gang. Bunden var solid, diskanten tilpasset og volumen skruet op, hvor den hører hjemme.

Den eneste ene – The Musical er en bekymringsfri oplevelse der summer af kærlighed.

Den eneste ene – The Musical spiller fra 26. februar til 11. april 2026. Tivolis Koncertsal.
15. april 2026 – 26. april 2026. Musikteatret Holstebro
30. april 2026 – 3. maj 2026. Vejle Musikteater.
Varigheden er ca. 2 timer 30 min, inkl. pause.

Medvirkende: Merete Damgaard Mærkedahl, Magnus Haugaard, Sofie Jo Kaufmanas, Lise Lauenblad, Stanley Bakar, Niclas Kølpin, Ulla Vejlby, Malou Takibo. Instruktør: Silas Holst. Manuskript: Susanne Bier og Kim Fupz Aakeson. Koreograf: Tone Reumert. Kapelmester & Musikalsk arrangør: Joakim Pedersen. Scenograf & Kostumedesigner: Camilla Bjørnvad. Lysdesigner: Mathias Hersland. Lyddesigner: Tim Høier.