En hyldest til fortidens rebeller
Med Den nye bølge tager Richard Linklater os med tilbage til den franske nybølge i slutningen af 1950’erne. Her møder vi en ung Jean-Luc Godard, der til trods for sine kunstneriske aspirationer og prætentiøse tanker, kun har været i berøring med filmmediet som kritiker, men aldrig selv stået bag kameraet.
Det er dog nye tider for den fransk film, og ridende på den bølge, kaster Godard sig ud i rollen som filmskaber. Selvom han har en manisk tilgang og driver alle til vanvid, lykkes det ham at få filmstjerne Jean Seberg med ombord, kaster de sig hurtig ud i optagelserne på Paris’ gader. Resultatet er et kreativt og morsomt indblik bag kulissen på det, der skulle vise sig at blive filmhistorie.
I kunstnerens og tidens ånd
Richard Linklater har altid været en meget personlig filmskaber. Han har gennem hele karrieren været drevet af det, der fanger lige præcis ham. Hvad end det har været den famøse Boyhood, hvor en drengs opvækst blev filmet over 12 år, stenerkomedien Dazed and Confused, publikumsbaskeren School of Rock, eller de mange projekter med Ethan Hawke, så har alle filmene båret en varme og et personligt præg, der altid har gjort dem meget tiltalende, også selvom selve filmhåndværket ikke altid har været lige skarpt. Med Den nye bølge, er det dog som om, at det er blevet vendt på hovedet.
Væk er den varme og kærlighed, der har været drivkraften i hele Linklaters filmografi, i stedet erstattet med en kalkulerende tilgang til filmmediet. Sort/hvidt billede, 4:3 skærmforhold, et afdæmpet fortælletempo og så mange filmkorn og klippemærker, at man næsten skulle tro, man sad og så en filmrulle, der var gravet ned for 80 år siden. Æstetikken har været i højsædet, mere end nogen karakterbeskrivelser og dybdegående psykologiske skildringer af ensemblet.
Det er selvfølgelig alt sammen i Jean-Luc Godards ånd, men det betyder også, at man aldrig rigtig kommer ind på livet af hverken ham eller nogen andre mennesker.
Skabelsen af Åndeløse ender således som en stiløvelse i mere end en forstand, der forherliger mere end den dekonstruerer, hvem det er, der vælger ikke bare at eksperimentere på livet løs, men også at stå i spidsen for en kunstnerisk og rebelsk bevægelse.
Derfor ender Den nye bølge ironisk nok med at være del af en ny bølge – filmindustriens stadigt større nostalgiske besættelse med fortiden. Hvad end det er Hollywoods såkaldte legacy sequels eller de mere dybdegående hyldester til virkelighedens filmskabere, har de alle det til fælles, at de kigger tilbage i stedet for fremad. Der er ingen tvivl om, at Richard Linklater stadig er en kompetent og dygtig instruktør, men bevidst eller ej, har han skabt en meget mainstream og et letfordøjeligt portræt af en ener. Det kommer helt sikker til at øge antallet af Google-søgninger på Jean-Luc Godard og filmen Åndeløs, men som et selvstændigt værk, er den meget gennemsnitlig.
