Et portræt af ukuelig skabertrang

Med Den nye triumfbue rejser vi tilbage til 1980’ernes Frankrig. Her har den franske præsident Mitterand sat sig for at bygget et nyt monument, der skal fuldende den historiske akse mellem Louvre og Triumfbuen i Paris. Til alles overraskelse vinder den ukendte danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen opgaven. Hans idealistiske visioner møder dog modstand fra mange kanter. Hvis ikke det er bureaukratiet, er det magtspil fra bygherrerne og de altid skiftende vinde i fransk politik.

I kamp med virkeligheden
Man kan fra første færd godt mærke, at det er op ad bakke for Den nye triumfbue. Hvis man som det første føler sig nødsaget til at fylde skærmen med juridisk tekst, der præciserer, at det er et fiktivt værk og en fri fortolkning af virkelighedens personer, har man måske taget sig lidt for mange kunstneriske friheder.

Der er da også tale om en film, som er mindre interesseret i virkeligheden og mere vil udforske psykologien bag de mennesker, som er så drevet af deres passion, at det fører til paranoia, tunnelsyn og en enormt ensom tilværelse, hvor alt andet end ens besættelse bliver skubbet i baggrunden.

Passion som portræt
I sådan en rolle er Claes Bang meget velvalgt. Selv med sin store højde og pæne ydre, rummer han i alle scener en mand, der bag øjnene kæmper med følelsen af utilstrækkelighed, der ofte kommer til udtryk i minde konstruktive vendinger. Som fx de mange unødige skænderier med bygherren, da von Spreckelsen hele tiden er bange for at virkeligheden vil spænde ben for hans store visioner, i stedet for at samarbejde om at få det bedste ud af de ressourcer, der bliver stillet til rådighed.

Visuelt må man også taget hatten af. Produktionen er gennemført med sit kornet billedet, atypiske billedformat, det helt klart er en reference til kuben, og de mange drømmende-lignende sekvenser, der tager os med helt ind i hovedet hos Johan, der så gerne vil efterlade sig et monument, som kan stå tidens tand.

Som et psykologisk drama har Den nye triumfbue uden tvivl sine meritter. Vi kommer helt ind på livet af von Spreckelsen, og selvom det meste af tiden bliver brugt på samtaler om visioner og drømme eller andres mangel på samme, er det interessant at følge en person, der er så opslugt af sin passion. At portrættet så ikke har noget at gøre med virkeligheden trækker selvfølgelig ned, når det er så personlig en fortælling, men kan man se bort fra dette, har vi at gøre med et vedkommende og visuelt stimulerende cinematisk værk, der sætter tankerne i gang hos publikum.