Det er Knud som er død

Det sang The Minds of 99, da de lavede musik til digtet, som Tom Kristensen skrev i Politiken, dagen efter polarforskeren Knud Rasmussen døde i 1933.

Altså er Knud Rasmussen stadig en stor del af den danske bevidsthed. Men hvad med de mennesker, der egentligt var grunden til, at ekspeditionerne kunne lykkes?

Den 5. Thuleekspedition rejste i 1921 fra Uummannaq, og herfra gik den via Nuuk over Canada til Alaska. Ekspeditionen tog over tre år, de rejste 18.000 kilometer med hundeslæde, og kun tre personer var med på hele turen. Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og hendes fætter Qaavigarsuaq Miteq.

Denne ekspedition og forholdet mellem Arnarulunnguaq og Knud er blevet til den fiktive fortælling og forestilling, der lige nu kan opleves på Bellevue Teatret. Men man skal skynde sig, for den har kun otte datoer tilbage.

Jeg må overskride horisonten
Forestillingen vil meget gerne sætte fokus på kvinden og grønlænderen Arnarulunnguaq og den ekstraordinære bedrift, hun har opnået, men når det kommer til stykket, ved man frygteligt lidt, da personen selv var tavs og stod i skyggen af den tilpasningsdygtige kamæleon, der var Knud Rasmussen.

Det bliver derfor også meget historien om Knud, hans udrejselængsel og til tider knap så charmerende personlighed.

Nukâka Coster-Waldau spiller en fremragende Arnarulunnguaq, der i høj grad er en repræsentation af hele Grønland, kulturen, sproget og stemmen, der kan fortælle os om det brudte bånd med naturen, som danskerne og den moderne verden har forsaget.

Hvordan tuberkulosen fulgte med, og hvordan våbnene skræmte fangstdyrene længere væk og gjorde fangsten endnu mere farefuld.

Caspar Phillipson spiller karismatisk de mange sider af Knud Rasmussen, og det er frygteligt svært ikke at holde af karakteren, selv om det langt fra er alle handlinger, der er gjort og tænkt med rent sne i bagagen.

Jeg smør spæk om min mundvig
Som mange gange før, når der fortælles og skrives historier om rigtige mennesker, tages der kunstneriske friheder, da det er umuligt at vide, hvem der sagde hvad til hvem og hvorfor.

Men at påstå, at Arnarulunnguaq og Knud Rasmussen havde et romantisk forhold, og at hun fødte deres barn, som døde, og de måtte begrave det på rejsen, er i min bog lige lovlig meget udnyttelse af den kreative frihed.

Dramaturgien er struktureret, så de to møder hinanden igen på et hotelværelse i New York. De er begge døde og beslutter at genopleve den lange rejse. På den måde er alt tilladt, og bevares, symbolikken er til at føle på, men der bør være et minimum af virkelighed for at bevare troværdigheden, og lige dér bliver den altså overskredet.

Det lyder som en umulig opgave at lave en scenografi, der på nogen måde kan vise det Grønland, som de så og oplevede. De uendelige vidder og den barske natur.

Men her viser scenograf Benjamin La Cour igen, hvorfor efterspørgslen efter ham er så stor.

På en rundhorisont, der først er gemt bag et tæppe, er der blevet skabt et 3D-landskab, som med præcis timing understøtter historie og skuespillernes bevægelser på scenen.

Med to flytbare kasser, der kan være alt fra senge på et hotelværelse til hundeslæder, skal der ikke meget mere til, at vi bliver fragtet til Grønland, selv om vi sidder trygt og varmt på Bellevue Teatret.

Forestillingen har en varighed på ca. 90 minutter, hvilket er passende, men der er stadig meget dialoggentagelse, der med fordel kunne redigeres væk for at gøre forestillingen knap så tung.

Sangene, der er skrevet og komponeret af Nukâka Coster-Waldau og Jens Simonsen, giver et tiltrængt pusterum, og især ordvalget er spændende, da det først lyder en smule firkantet eller direkte uden mange tillægsord, men skal nok mere opfattes som en oversættelse til det danske sprog, så publikum kan følge med.

Hvis målet med forestillingen, Den sidste slæderejse, er at skabe fornyet eller mere interesse for Grønland og Arnarulunnguaq, så er det i høj grad lykkedes. Personligt er jeg dykket langt ned i arkivmaterialet og ekspeditionen.

I det hele taget skaber opsætningen meget eftertanke om Rigsfællesskabet, og hvor lidt Danmark har lyttet til det folk, der er den sidste tolk og oversætter for naturen.

Den sidste slæderejse spiller fra 18. februar til 1. marts 2026. Bellevue Teatret.
Varigheden er ca. 90 minutter. Uden pause.

Medvirkende: Nukâka Coster-Waldau, Caspar Phillipson.  Instruktør: Kamilla Bach Mortensen. Dramatiker: Jesper B. Karlsen. Komponister: Nukâka Coster-Waldau, Jens Simonsen. Scenografikonsulent: Benjamin La Cour. Koreograf: Jo Strømgren. Lysdesigner: Jonas Bøgh. Lyddesigner: Mikkel Peter Larsen. Videodesigner: Søren Knud. Fotograf: Christina-Hauschildt.