En unik stemme i dansk film, men med mere af det samme
![]()
Anders Thomas Jensen har om nogen været garant for ikke bare solid underholdning, men også altid historier fuld af aparte og udstødte mennesker, præsenteret i det mest absurde og satiriske lys.
Denne gang følger vi den kriminelle Anker (Nikolaj Lie Kaas). Efter at have siddet 15 år i fængsel, opsøger han sin bror Manfred (Mads Mikkelsen), der som den eneste ved, hvor millionerne fra hans sidste røveri er gemt. Der er bare et enkelte problem. Manfred har psykiske problemer og har påtaget sig identiteten som musikeren John Lennon – og Lennon ved jo ikke, hvor pengene er gemt.
Derfor må de to brødre tage tilbage til deres barndomshjem for at finde pengene, men huset er så fyldt med traumer, at de begge også bliver konfronteret med deres fortid og selvforståelse.

© Rolf Konow
Det forventede uventede
Plottet lyder måske lige så usædvanligt, som det plejer, og meget er da også stadig ved det samme i Den sidste viking. De altid trofaste samarbejdspartnere, Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas, er igen at finde foran kameraet, mens andre velkendte ansigter som Sofie Gråbøl, Nicolas Bro og Lars Mikkelsen også har fundet vej til sættet.
Historiens elementer er også de samme. Vi har igen at gøre med en flok outsidere, der gennem skæbnens ubarmhjertige og humoristisk hånd har ført dem sammen. De har intet tilfælles, og er klar til at flå hovederne af hinanden, i overført betydning, men er nødt til at samarbejde, da en reel fysisk trussel langsomt nærmer sig dem.
Du kan næsten se hele fortællingen for dig, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det er nu 25 år siden Anders Thomas Jensen første gange tog hele Danmark med storm, med filmen Blinkende lygter. Det var en unik oplevelse dengang, og er det stadig i et dansk filmlandskab, der elsker at sovse rundt i det ordinære drama. Derfor har Thomas Jensens film også altid stået som et positivt lysglimt i dansk film, og de mange genkendelige elementer er mere charmerende end anmassende.

© Rolf Konow
Et manglende flow
Desværre spiller klaveret ikke helt rigtig denne gang. Filmen lider enormt meget under, at tonen ikke rammes. Balancen rammes ikke helt i spændingsfeltet mellem drama og komik, da handlingen ganske enkelt er hverken morsom eller virkelig dramatisk engagerende.
Den utilfredsstillende følelse skyldes også delvist, at hele filmen fremstår meget lille. Vi tilbringer det meste af tiden ude i en skov, afskåret fra omverdenen, i selskab med en folk diagnoserammet mennesker, der udelukkende taler til hinanden og ikke med hinanden.
Man savner inderligt den pingpong og det flow, der gør Anders Thomas Jensen til så dygtig en manuskriptforfatter, og det, vi får i stedet, er ikke den mere dramatiske tone værd.
Derfor ender Den sidste viking som en ikke lige så sindsoprivende oplevelse, som man måske havde håbet. De enkelte elementer går ikke op i en højere enhed, så filmen hverken er lige så sjov eller mindeværdig, som man efterhånden er forvent, når Anders Thomas Jensen er bag kameraet. Det er dog stadig en unik dansk film, fuld af skæve karakterer med en usædvanlig historie. Så kan du ikke få nok af Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas, finder du stadig solid underholdning her, men vi har bare set det bedre fra holdet før.