En brasiliansk fabel, der farer vild i sin egen magiske realisme

Efter The Secret Agent virkelige satte Brasilien på det globale verdenskort, når det kommer til film, er det meget passende, at gensynet med Sydamerikas største land, bliver i form af Det blå spor, der nu kan ses i biografer landet over.

Her tager instruktør Gabriel Mascaros os med ind i en nær, dystopisk fremtid, hvor staten har besluttet at skille sig af med samfundets ’uproduktive’ ældre, ved at tvangsflytte dem til afsides kolonier, langt væk fra civilisationen.

Da aldersgrænsen pludselig sænkes, rammer loven den 77-årige Tereza, som dog stadig er fuld af kampgejst. I stedet for at lade staten diktere hendes tilværelse, flygter hun langs amazonasfloden, i håbet om at få opfyldt hendes helt store drøm; at få en tur i en flyvemaskine.

Magisk mudder og æstetisk tomgang
Symbolikken er til at få øje på, og det er nok også den skarpe samfundskritik, der gav filmen Sølvbjørnen ved sidste års filmfestival i Berlin. Desværre går det dog hurtigt op for en, at Mascaro har haft svært ved at få eventyret i omdrejninger, og derfor er det nok ligeledes heller ikke noget tilfælde, at filmen er så kort, som den er.

Dermed ikke sagt, at det er nogen dårlig oplevelse. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Det blå spor er en visuelt betagende og ualmindelig smuk film. Fotograf Guillermo Garza viser støvregnens land fra sin bedste side. Omkranset af regnskoven, kuperet bjerglandskab og farverige omgivelser, er det bestemt en fryd for øjet at tage med Tereza på hendes rejse.

Et falmet eventyr
Tingene hænger dog sammen. Den grå science fiction-dystopi træder langsomt mere og mere i baggrunden, efterhånden som den neonfarvet magiske realisme vinder indpas. Man kan måske tolke, at det er løsningen på den farveløse moderne, virkelighed, at værne om alt det smukke, vi er omgivet af. Det er der måske noget om, men den farefulde færd bliver lidt for hurtigt til en lommefilosofisk roadmovie, der ikke er helt så dybsindig, som den selv går og tror, den er.

Det blå spor vil så utroligt meget og fortjener afgjort ros for sit at give det et skud og ikke gå på kompromis med sit idiosynkratiske forsøg på at sammensmelte genrer med et sydamerikansk natur-eventyr. Det er en helhedsoplevelse, der taler mere til øjnene end hjertet. Har man en forkærlighed for den symboltunge kunstfilm, vil man formentlig føle sig inviteret godt indenfor. For alle os andre, er resultatet utvivlsomt flot, men også underligt uforløst som en film, der har potentiale til at være så meget mere.